Nye tal viser at hver femte læge er grønlænder: Hvordan får vi flere?

Én ting kan være vigtig for at få flere grønlandske læger hjem. Arbejdsglæde. Og så advarer lægeforeningen om et tiltagende problem hos erfarne læger: Metaltræthed.

Det seneste kvarte århundrede er antallet af grønlandske læger tilsyneladende vokset med 8 procent, næsten en fordobling.

4 ud af 5 læger i Grønland er udefrakommende. Det viser en ny optælling, som to læger i Nuuk har foretaget.

- Der er klare fordele ved etnisk, grønlandske læger i Grønland, skriver lægerne Trine Abelsen og Johan Bundgaard i en artikel i lægeforeningens blad, Nakorsanut.

Det skriver avisen AG.

I øjeblikket gør sundhedsvæsenet dog ikke den bedste reklame for sig selv i forhold til at trække grønlandske læger hjem og i det hele taget løse rekrutterings-udfordringen.

Problemerne er store: Manglen på personale øges. Presset vokser. Fødesteder lukker. Grønlands Lægeforening har i sin nye bestyrelsesberetning disse kommentarer til personalesituationen:

- Ledere siger op af den ene eller anden årsag. Det skinner igennem, at det drejer sig om metaltræthed. Hvad der for den enkelte leder har syntes spændende og dragende i begyndelsen, er formentlig afløst af en opgivenhed over de fejl og mangler, som hverdagen på sygehusene og sundhedscentrene byder, står der.

Samtidig opfordres befolkning og medier til at skrue ned for kritik. Det gør ondt på personalet og det besværliggør sikkert også arbejdet med at lokke nyuddannede hjem med de sure opstød i kommentarsporene.

- For de, der kæmper videre og har gjort det i mange år, er det opslidende med de mange negative udmeldinger. Medier og befolkning skulle bare vide, hvilket kæmpearbejde læger og andet sundhedspersonale udfører, fremhæver lægeforenings-bestyrelsen.

Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS