Nye samtalepersoner

Neriuffik (Kræftens Bekæmpelse) har netop afviklet et kursus for 18 samtalepersoner fra Narsaq i syd til Upernavik i nord.

Samtlige deltagere - lutter kvinder. Foto: Neriuffik

Kurset var et intensivt kursus med 18 timers undervisning og træning fordelt på to dage. Kurset blev gennemført i Sømandshjemmets kursuslokale i Aasiaat. Undervisningen blev udført af psykolog Eva Ethelberg fra Kræftens Bekæmpelse i Danmark.

Kurset for nye samtalepersoner var det tiende kursus af denne slags, som Neriuffik tidligere har holdt i Nuuk, Uummannaq, Ilulissat, Sisimiut, Narsarsuaq, Tasiilaq og Aasiaat. Denne gang var der 18 kursister fra mange byer og bygder – fra Upernavik til Narsaq.

Med dette hold, som alle gennemførte kurset, er der nu uddannet knapt 100 samtalepersoner fordelt over hele Grønland. Der er dog færre aktive nu, fordi nogle stopper på grund af alder, fortæller Neriuffiks formand Johanne Olsen.

- I dag er der opstået et større behov for samtalepersoner. Grunden er blandt andet at mange flere grønlandske kræftpatienter nu får kemoterapi på Dr. Ingrids Hospital i Nuuk i stedet for på Rigshospitalet i København, siger Johanne Olsen.

Samtalepersonerne er uddannet til at tale med kræftpatienter og deres pårørende om de psykiske og sociale problemer, der kan opstå i forbindelse med en kræftsygdom. Derudover kan de formidle kontakt til ansatte i social- og sundhedsvæsenet, hvis der er behov for yderligere støtte.

Særlig det lokale distriktssygehus er en vigtig samarbejdspartner, når det gælder formidling af kontakt til samtalepersonerne. Andre vigtige samarbejdspartnere er de sociale myndigheder, især forebyggelseskonsulenterne. Kræftpatienter og deres pårørende kan også selv henvende sig til samtalepersonerne, hvis de kender dem. Ellers kan man få oplyst nærmest samtaleperson ved at henvende sig til Gerda Lennert, Sisimiut, tlf. 86 69 70 eller hos den lokale afdeling af Neriuffik.

De 18 deltager er: Dorthe Jakobsen, Ilulissat, Kathrine Johansen, Ilulissat, Birthe Lundblad, Ilulissat, Louise Jeremiassen, Nuugaatsiaq, Benigne Løvstrøm, Niaqornat, Karen Johansen, Ilimanaq, Regine Svendsen, Qeqertarsuaq, Karoline Petersen, Upernavik, Ida Møller, Uummannaq, Pauline Frederiksen, Attu, Hedvig Siegstad, Kangaatsiaq, Rita Hendriksen, Kangaatsiaq, Ane W. Karlsen, Attu, Mette Møller, Qasigiannguit, Johanne Samuelsen, Qasigiannguit, Kaaka Mathiassen, Qeqertaq, Margrethe J. Broberg, Qeqertarsuaq, Maliina J. Lyberth, Narsaq.

Derudover ses konsulent Gerda Lennert, Sisimiut, forkvinde for Neriuffik Johanne Olsen, Nuussuaq, og Eva Ethelberg, Kræftens Bekæmpelse, Danmark.

Powered by Labrador CMS