Nye regler for vaccinationskrav og test offentliggjort
Selvstyret har de nye regler klar for, hvor man skal kunne vise vaccinationsdokumenter eller en negativ cronatest.
Fra i nat er en række restriktioner trådt i kraft, herunder krav om at man skal være færdigvaccineret eller kunne fremvise en negativ coronatest, hvis man skal på for eksempel restaurant eller bar. Butikker i detailhandlen vil dog være undtaget.
Fredag aften har Selvstyret sendt en pressemeddelelse ud som en vejledning til de nye regler. Reglerne står i to bekendtgørelser, som du kan læse i deres helhed her.
Den første bekendtgørelse indfører krav om vaccination mod corona, for personer der vil opholde sig i lokaler og tilhørerende arealer med offentlig adgang, og de regler gælder for hele landet.
Restriktioner fortsætter i Upernavik og Aasiaat
Den anden bekendtgørelse forlænger de nuværende restriktioner i Upernavik og Aasiaat samt dertilhørende bygder.
- Derfor er der i disse områder stadig krav om mundbind, forsamlingsbegrænsning på tyve personer, samt krav om at være færdigvaccineret for at rejse fra områderne, skriver Selvstyret.
Naalakkersuisut kan tilføje nye områder til denne bekendtgørelse, alt efter hvordan coronasituationen i landet udvikler sig.
Hvor gælder de nye regler om vaccinekrav?
Hvis du ikke er færdigvaccineret mod COVID-19, eller testet negativ inden for 48 timer, er der fra og med lørdag en lang række offentligt tilgængelige steder, hvor du ikke må befinde dig.
- Restauranter, cafeer, værtshuse, diskoteker og lignende samt deres tilhørende udearealer.
- Kulturinstitutioner – herunder bl.a. kulturhuse, biografer, museer og udstillingshaller.
- Medborgerhuse og lignende.
- Biblioteker.
- Indendørs og udendørs idrætsfaciliteter – herunder bl.a. idrætslokaler og -haller, svømmehaller, fitnesscentre samt fodboldbaner.
- Frisører, massører, skønhedsklinikker og lignende.
Du må stadig godt komme følgende steder, selv hvis du ikke er færdigvaccineret mod COVID-19, eller er testet negativ inden for 48 timer:
- Lokaler og tilhørende arealer der anvendes til detailhandel.
- Posthuse.
- Lufthavne.
- Ekspeditionslokaler, serviceskranker mv. hos offentlige myndigheder og forsyningsvirksomheder.
- Venteområder i forbindelse med offentlig transport.
De nye regler gælder for hele Grønland. Der er dog steder og situationer, hvor bekendtgørelsen ikke er gældende:
- Det Grønlandske Sundhedsvæsen er helt undtaget for bekendtgørelsen, men kan som altid indføre egne regler for at sikre patienters helbred. Klinikker, private praksisser eller forretninger, som autoriserede sundhedspersoner driver eller er ansat i, er ligeledes undtaget.
- Politiske forsamlinger er også undtaget, ligesom politiets arbejde ikke er omfattet af bekendtgørelsen.
- Der er ikke krav om at være færdigvaccineret ved ophold på private og offentlige dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner og plejehjem.
Derudover giver Selvstyret svar på følgende spørgsmål i pressemeddelelsen:
Gælder vaccinationskravet transport?
Bekendtgørelse om midlertidige adgangsrestriktioner for lokaler hvortil offentligheden har adgang omfatter ikke transport. Der er kun krav om fuldendt vaccination ved offentlig transport i Upernavik og Aasiaat, samt dertilhørende bygder.
Hvornår skal du bruge dokumentation?
Der er ikke et krav, at borgere skal være i fysisk besiddelse af f.eks. coronapas eller vaccinationsattest. Politiet kan anmode sundhedsvæsenet om folks vaccinationsoplysninger og tjekke det den vej igennem.
Du skal kunne fremvise en negativ covid-19 test hvis du ikke er færdigvaccineret.
Hvem skal kontrollere om borgere er færdigvaccinerede?
Politiet sikrer kontrol af efterlevelse af bekendtgørelsen. Butiksejere, personale i beværtninger m.m. er ikke forpligtede til at kontrollere det. Det er kriminelt at bryde reglerne opsat i bekendtgørelsen.
Hvad med alle dem, der stadig venter på vaccinationsdokumentation via Sullissivik?
Ved kontrol kan borgere give politiet tilladelse til at indhente vaccineoplysninger fra sundhedsvæsenet, så fysisk vaccinationsdokumentation er ikke nødvendig.
Hvad er det retslige efterspil ved ikke at overholde reglerne?
Potentielt kan der udstedes bøder, hvor forholdet er sanktionsbelagt. Eksempelvis ligesom brud på karantæne ved indrejse til Grønland.