Nye Nuuk-busser

Nuup Bussii har netop modtaget tre nye bybusser, der er specialdesignet til de grønlandske forhold

Busserne er af typen MAN Lion's City og tilpasset de grønlandske forhold med ekstra isolering.

Nuup Bussii har netop modtaget tre nye bybusser. Busserne kom til Nuuk mandag.

De nye bybusser er af typen MAN Lion’s City, der fremstilles på den VW-ejede MAN-koncerns busfabrik i Ankara, Tyrkiet.

- Busserne kan medtage op til 82 passagerer. Vi forventer, at de skal holde i 12 år, oplyser driftsleder René Hansen fra Nuup Bussii.

- Og der bliver god brug for dem. Nuup Bussii har oplevet en betydelig vækst i passagertallet de seneste år.

Derfor har vi også allerede nu skrevet kontrakt om yderligere fem MAN-busser, hvor de første skal leveres i 2023, siger driftslederen.

Ekstra isolering

- De nye bybusser er tilpasset grønlandske forhold med ekstra isolering i sider og gulv, ligesom gulvet kan holdes frostfrit, fortæller salgschef Jesper Mathiesen fra MAN.

- Busserne har tre dørpartier – og som noget nyt er der udendørsbelysning, der tænder, når dørene åbnes, så det bliver mere sikkert at træde ud, siger Mathiesen.

Den nøjagtige pris vil hverken driftslederen eller salgschefen komme ind på, men en typisk diesel-bybus koster som tommelfingerregel godt halvanden million kroner, oplyser Jesper Mathiesen, der kommer til
Nuuk i den kommende uge sammen med et par mekanikere, der skal undervise Nuup Bussiis egne mekanikere i de nye bussers tekniske finesser. Først derefter kommer de nye busser ud på gaderne i
hovedstaden.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS