Lufthavne

Nye lufthavne bliver langt dyrere for Selvstyret

De ambitiøse lufthavnsprojekter vil presse Selvstyret med flere hundrede millioner kroner mere end beregnet.

Der er ikke overensstemmelse mellem finansdepartementets og Kalaallit Airports forventning om, hvor mange penge Selvstyret skal putte i de tre lufthavnsprojekter.

Ifølge finanslovsforslaget for 2018 fremgår det, at en udbygning af de tre lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq løber op i 3,6 milliarder kroner.

Departementets forventning

I finanslovsforslaget fra august 2017 forventer Departementet for Finans og Skatter, at Selvstyret skal finde mellem 1 og 1,6 milliarder kroner, som skal puttes ind i finansieringen af de store anlægsprojekter.

Kalaallit Airports oplyser imidlertid i dag, at Selvstyrets egenandel af finansieringen løber op i 1,8 til knap 2 milliarder kroner. De resterende 1,6 til 1,8 milliarder skal findes på de internationale lånemarkeder, hvilket er en opgave, som Danske Bank netop har vundet.

- Med forbehold for politisk godkendelse af selskabets finansieringsoplæg, er det selskabets hensigt, at 50-55 procent af finansieringen af de nye lufthavne skal tilvejebringes som kapitalindskud af Selvstyret, oplyser Kalaallit Airports i en pressemeddelelse.

400 mio. kr. kan mangle

Dermed tyder alt på, at størrelsen af Selvstyrets finansieringsbeløb langt fra er på plads, hvilket kan ende med, at Selvstyret i værste fald skal have fundet yderligere 400 millioner kroner til at putte i projektet.

I finansloven for 2018 har Departementet for Finans og Skatter givet sit bud på, hvordan man finder et beløb på 840 millioner kroner. Hertil skal lægges 200 millioner kroner i aktiekapital og 94 millioner kroner i ansvarlig lånekapital, som allerede er puttet i selskabet.

Der er imidlertid langt fra 1,134 milliarder kroner og op i omegnen af de 1,8 til knap 2 milliarder kroner, som Kalaallit Airport går ud fra at få fra Selvstyret.

Hullet

I finanslovsforslaget nævner man ”forholdsvis sikre finansieringsmuligheder i de kommende år”, som kan lukke det oprindelige investeringshul. Af muligheder nævnes et overskud i landskassen for indeværende år samt ekstraordinære udbytter i Air Greenland i niveauet 100 millioner kroner.

Air Greenlands bestyrelsesformand har imidlertid svært ved at se, hvordan selskabet skal kunne levere disse ekstraordinære udbytter, når selskabet står over for store investeringer i nye fly på grund af den nye luftfarts-infrastruktur, som de nye lufthavne skaber.

Gældsbyrden

Finansdepartementet skriver i finanslovsforslaget: "Jo højere egenkapitalen i Kalaalli Airports A/S bliver, desto mindre bliver gældsbyrden. En høj egenkapitalandel vil dermed bidrage til at holde billetpriserne nede og dermed skabe bedre grunlag for udvikling af turisme og billiggørelse af transportudgifter for befolkningen".

Powered by Labrador CMS