Nye lufthavne vil koste selskab millioner
Lufthavnsselskabet Mittarfeqarfiit ventes at miste op mod 44 millioner kroner i årlig indtægt, når de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat overdrages til Kalaallit Airports og tages i brug, viser beregninger.

Når de nye lufthavne i Ilulissat og Nuuk efter planen åbner i 2024, vil det slå et gevaldigt hul i kassen i Mittarfeqarfiit, der driver lufthavne og heliporte her i landet.
Antallet af passagerer i Kangerlussuaq ventes nemlig at blive minimalt, og samtidig overgår driften og dermed også indtægten fra lufthavnene i Nuuk og Ilulissat til Kalaallit Airports.

Selvstyrets vurdering er, at Mittarfeqarfiit de kommende år har et driftsresultat på i gennemsnit 44,25 millioner kroner årligt fra netop de tre lufthavne. En afgift kan blive en del af løsningen for at lukke hullet.
Det fremgår af materialet til et nyt lovforslag, som Naalakkersuisut har sendt i høring. Lovforslaget skal tage hånd om Mittarfeqarfiits fremtid, hvor det foreslås, at Mittarfeqarfiit bliver et datterselskab under Kalaallit Airports Holding.

Vil stå tilbage med underskudsgivende aktiviteter
I dag bruger Mittarfeqarfiit størstedelen af de mange millioner på at drive de øvrige lufthavne og heliporte her i landet. De har typisk så lav trafik, at de giver underskud, og efter 2024 vil der hovedsageligt være underskudsgivende aktiviteter tilbage i Mittarfeqarfiit.
Og selvom Mittarfeqarfiit bliver et datterselskab under Kalaallit Airports Holding, vil selskabet stadig stå tilbage med et hul i kassen.
Tidligere naalakkersuisoq for infrastruktur Naaja Nathanielsen har sidste sommer udtalt, at det er vigtigt at finde en løsning på økonomien i Mittarfeqarfiit. En model kunne være, at Selvstyret kanaliserer sit eventuelle udbytte fra Kalaallit Airports International over i Mittarfeqarfiit. Det afhænger dog af, hvordan økonomien i Kalaallit Airports ender med at se ud.
Det kommer formentlig også på tale, at Selvstyret må støtte Mittarfeqarfiit med såkaldte servicekontrakter, der giver selskabet et kontant tilskud til at drive de underskudsgivende lufthavne og heliporte.
Afgift kan blive en del af løsningen
I materialet til lovforslaget oplyses det, at der stadig er et arbejde i gang med at finde ud af, hvor store de økonomiske tilskud til Mittarfeqarfiit præcist skal være. Politikerne får dog muligvis hjælp til at finde pengene, da Landskassen ifølge beregningerne vil opnå en række besparelser, når de nye lufthavne tages i brug.
- Det omhandler eksempelvis effektiviseringer i det offentliges rejser og besparelser på servicekontrakter. Disse effektiviseringer kan kun komme til at bidrage positivt, såfremt de reelt afspejles og udmøntes i de kommende års offentlige budgetter. På samme måde udgør 2/3 af overskuddet i Kalaallit Airports International A/S kun en fordel for Landskassen, såfremt der i ejerkredsen træffes beslutning om at foretage udlodning til ejerne af overskuddet i Kalaallit Airports International A/S, står der i materialet.

Derudover nævnes det også, at en afgift på alle flyrejsende kan komme på tale:
- Hertil kan der eventuelt med virkning fra 2025 indføres et solidarisk infrastrukturbidrag, som en afgift til Landskassen, der kan pålægges alle flyrejsende som solidarisk bidragende til de kommende servicekontrakter med Mittarfeqarfiit. Dette tiltag vil afhænge af den nærmere kvalificering af budgetøkonomien op til ibrugtagelsen af de nye lufthavne, står der i materialet til lovforslaget.
Kan samlet set give overskud
Selvstyret har lavet nedenstående beregning, der anslår, at en del af et årligt tilskud på omkring 70 millioner kroner til Mittarfeqarfiit kan indhentes ved effektiviseringer af lufttrafiksystemet. Dertil kommer et forventet overskud i Kalaallit Airports International, der skal drive lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.
