Nye flyforsinkelser

Det dårlige vejr giver fortsat forsinkelser i flytrafikken.

Norsaq ankommer til Kangerlussuaq tirsdag kl. 15.20. Foto: Karsten Bidstrup

Alle flyvninger til og fra Nuuk og Maniitsoq må aflyses i dag på grund af kraftig vind på tværs af landingsbanerne, der desuden er meget glatte, meddeler Air Greenland.

Danmarksmaskinen Norsaq er yderligere forsinket efter at have været omdirigeret til Keflavik mandag. Norsaq, der ifølge planen skulle være landet i Kangerlussuaq kl. 13, ankommer først kl. 15.20.

Den Airbus 330, som Air Greenland har indlejet til at flyve dagens ordinære Atlantflyvninger, er landet i Kangerlussuaq og returnerer til København med de passagerer fra Nordgrønland, som har kunnet flyves til Kangerlussuaq i går og i dag, oplyser Air Greenland.

Der bliver også indsat en ekstraflyvning mellem Kangerlussuaq og Danmark onsdag.

Vejret i Nordgrønland er lidt bedre end resten af Grønland i dag, og her flyves som planlagt med Dash-7. Til gengæld er en helikopter strandet i Ilulissat og kan på grund af vejret ikke flyve til Qaarsut for at transportere passagererne mellem Qaarsut og Uummannaq. Vejrudsigten for Nordgrønland i morgen lover dårligt vejr med kraftig blæst, og derfor flyves så meget som muligt nordpå i dag, meddeler Air Greenland.

Powered by Labrador CMS