Gå til hovedindhold

Nye analyser af et gammelt fund afslører en tid, hvor Grønland var grønt

Forskere er blevet klogere på plantelivet i Grønland for en million år siden ved at studere gamle prøver, som tilfældigt blev fundet på et lager i Rødovre

På et lager i Rødovre fandt forskere tilfældigvis en gammel iskerne, som nu har vist sig at være et ganske særligt fund.

Iskernen stammer fra Grønland og blev boret ud i 1960’erne. Sidenhen er den blevet gemt og glemt.

Men nu har amerikanske, canadiske og danske forskere undersøgt iskernen nærmere, hvilket de nu har beskrevet i et nyt studie. Det skriver Videnskab.dk

Makrofosiler fra Grønland

Takket være nye analyseteknikker har kernen ikke bare afsløret mere, end den gjorde, dengang den blev boret ud. Den har også vist sig at indeholde såkaldte 'makrofossiler' - velbevarede planterester - der er omtrent en million år gamle.

- Indtil vi kiggede nærmere på den gamle kerne, har man faktisk ikke haft makrofossiler fra Grønland, fra før Indlandsisen dannedes, fortæller Dorthe Dahl-Jensen til Videnskab.dk.

Hun er professor på Københavns Universitet og University of Manitoba i isfysik og medforfatter til den videnskabelige artikel, der er udgivet i PNAS.

- Vi gætter jo altid på, hvad der var, før Grønland frøs til, men der er grænser for, hvad man kan konkludere, kun baseret på isen og DNA-rester, forklarer hun:

- Men i den gamle kerne har vi nu fundet velbevarede grene, blade og mos, der giver et flot billede af, at der groede skov med nåletræer, meget som i nutidens Canada, i Grønland før.

Kan dateres

Når fortidens liv skal kortlægges, er det en fordel at have fossiler, der er store nok til at blive kigget på uden mikroskop.

Disse makrofossiler er meget detaljerige og kan også bedre artsbestemmes og sammenlignes med nutidens arter.

De dybe kerner, forskerne bag studiet har undersøgt, består mest af jord fra under isen, og kaldes derfor ‘sediment-kerner’.

Der er cirka 3,5 meter af disse sediment-kerner. Via specielle analyser kan forskerne datere indholdet og bestemme, hvor højt øverste jordlag lå på daværende tidspunkt.

Kombineret giver analyserne af makrofossilerne og undersøgelserne af, hvordan jord- og islagene lå i forhold til hinanden, et billede af en isfri del af Grønland.

Understøtter tidligere forskning

Og resultaterne, at isen var væk for en million år siden, stemmer overens med tidligere konklusioner fra to iskerner fra andre steder i Grønland, hvilket samlet støtter, at Indlandsisen var helt borte for én million år siden.

- Det giver os et billede af en varm periode mellem kolde perioder, hvor Indlandsisen var smeltet helt, hvilket forskning i, hvad der kommer til at ske i vores varmere fremtid, kigger meget på nu, påpeger Dorthe Dahl-Jensen overfor Videnskab.dk.

Bedre viden om fortidens klima er meget vigtigt for at forstå nutidens forandringer, blandt andet i arbejdet med klimamodeller.

Deres nøjagtighed afhænger nemlig af at kunne sammenligne deres simulationer med data fra fortidens klimaforhold.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER