Nye ændringer i GME's miljørapport

VVM-redegørelsen om Kvanefjelds-projektet foreligger fortsat ikke i sin endelige form

Både i september og i oktober har Greenland Minerals and Energy afleveret en udgave af miljøvurderingen (VVM) for den planlagte mine for udvinding af uran og sjældne jordarter på Kuannersuit. Det viser en aktindsigt, som Sermitsiaq.AG har fået udleveret.

Der er dog fortsat ikke tale om den endelige udgave af VVM-redegørelsen. Miljøstyrelsen for Råstoffer og de uafhængige rådgivere fra Pinngortitaleriffik og Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet er nemlig netop nu ved at gennemgå redegørelsen for at fastslå, om den lever op til alle krav.

Herefter melder råstofmyndighederne tilbage til selskabet, hvorvidt der skal foretages yderligere ændringer. Først når VVM-redegørelsens udformning er endelig godkendt vil den blive sendt i offentlig høring.

Sammenligner man redegørelsen fra september og fra oktober, så er det tilføjet enkelte ekstra oplysninger om blandt andet hydrologi (vandbevægelser) og vandkvalitet. I alt er der fire sider ekstra i den 200 sider lange rapport.

Powered by Labrador CMS