Nyder livet meget mere

Aqua blev suget ind i berømmelsens centrifuge, da bandet hittede over hele kloden. Det endte med et brud. - I dag hakker vi ikke på hinanden, som vi gjorde dengang, siger Lene Nystrøm

Mere moden. Mere glad. Lene Nystrøm nyder livet langt mere end i 1990erne, hvor Aqua hittede world wide. Her er hun fanget i Nuuk Lufthavn fredag. Foto: Leiff Josefsen

Aqua var på sit højeste i slutningen af 1990'erne. Med superhittet "Barbie Girl" ramte gruppen verdens hitlister, og alle ville have en bid af bandet. Midt i det blændende rampelys var der ikke tid til at nyde tilværelsen som superstjerner.

Det er der nu.

Ifølge Lene Nystrøm, som er ankommet til Nuuk iført en smuk pelshue, giver bandet sig i dag langt bedre tid til at dvæle ved livets skønne ting. I Grønland har hun således planer om at se meget mere end bare hotelværelset og scenekanten. Hun glæder sig til at møde folk, til at sejle på fjorden og i det hele taget lege turist i Nuuk og omegn.

- Dengang, hvor hele verden råbte og skreg på os, var alt så hektisk. Det var svært at nyde tingene. Man bliver slidt mentalt ned. Men i dag er vi blevet langt mere selektive og vælger selv de ting, vi har lyst til. I dag hakker vi heller ike på hinanden, som vi nogle gange gjorde før. Vi har langt mere overskud og energi, og det tror jeg, at publikum kan mærke.

Læs "- Vi skal feste i byen"

Læs "Aqua: Vi glæder os vildt"

Fuld af selvtillid
I marts var Aqua i Australien. Down Under oplevede bandet, at de langt fra er glemt. Der var fulde huse, hvor de kom frem. Oplevelsen har givet endnu et boost til selvtilliden, mener Lene Nystrøm. Ifølge hende er Aqua et bedre live-band i dag end i 1990'erne.

Hun elsker at give sig hen på scenen.

- Alle musikere hungrer efter at blive ét med musikken. Det er dét, alle higer efter. Hvor det hele bare kører. Når det sker, føler man sig som det heldigste menneske i verden, siger hun.

Når Aqua rejser retur til Danmark, venter en sommer med koncerter og festivaler i Danmark. Senere kommer turen til Canada og USA.

Læs "Aqua indtager Nuuk"

En af de ting, Lene Nystrøm i dag giver sig tid til, er at opleve de lande og byer, hun besøger.

- Og jeg glæder mig meget til at få et indtryk af den grønlandske kultur. Jeg har altid gerne villet herop, fastslår hun.

Powered by Labrador CMS