Ny vurdering: Risiko for større fjeldskred i Karratfjorden

På grund af risiko for yderligere fjeldskred vurderes det, at det ikke vil være hensigtsmæssigt for bygdeborgerne i Nuugaatsiaq og Illorsuit at vende tilbage i den nærmeste fremtid.

Arkivfoto

Der er fortsat stor bevægelsesaktivitet i Karrat Fjord, viser nye undersøgelser fra Geus.

Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse, efter Grønlands Beredskabskommission har modtaget en opdateret vurdering fra Geus om risiko for fjeldskred og tsunamibølger.

I juni 2017 skete der et fjeldskred i Karratfjorden. Dette fjeldskred forårsagede tsunamibølger, som ramte Nuugaatsiaq og Illorsuit.

Risiko for farlige fjeldskred

- Geus vurderer, at de kritiske områder stadig udgør en uændret meget høj risiko for alvorlige fjeldskred og dermed ligeledes en uændret meget høj risiko for tsunamier, fremgår det.

Det er ikke muligt for Geus at forudsige, hvornår eller præcis hvor, de næste større fjeldskred vil forekomme i området.

- Da der er flere kritiske områder med meget høj risiko, må det ligeledes fortsat forventes, at der også efter et fremtidigt større fjeldskred stadig vil være meget høj risiko for nye fjeldskred, påpeges det.

Dårligt nyt for bygdeborgere

Grønlands Beredskabskommissions vurdering er, at Nuugaatsiaq og Illorsuit, samt den tilhørende del af fjordsystemet fortsat bør betragtes som fareområder.

- Det følger heraf, at Grønlands Beredskabskommission vurderer, at borgerne på det foreliggende grundlag fortsat ikke bør vende tilbage til Nuugaatsiaq og Illorsuit, og ikke bør færdes i umiddelbar nærhed af disse fareområder, lyder det.

Powered by Labrador CMS