Ny slædehundelov på vej

Den gældende slædehundelov er forældet. Derfor ønsker naalakkersuisut at forny loven, og de har et udkast til ny lov på vej.

Slædehund, sommer

I en betænkning, der berører et forslag om at igangsætte undersøgelse af, hvordan man kan bevare den grønlandske slædehunderace i fremtiden, afsløres det, at Naalakkersuisut har planer om at forny slædehundeloven.

Forslaget om at igangsætte en undersøgelse for at bevare den genetisk rigtige hund bunder i, at der i de seneste år har været sager om slædehunde, der er blandet med andre hunderacer.

Kun slædehunde må opholde sig fra Sisimiut og nordpå samt i Østgrønland.

Ny lov nødvendig

Naalakkersuisut har i svar til udvalget for kultur, uddannelse, forskning og kirke gjort opmærksom på, at det er nødvendigt at lave en ny slædehundelov for at sanktionere mod personer, der indfører andre hunderacer ulovligt i de steder, hvor der er slædehunde. Det er nemlig vanskeligt at kontrollere en eventuel indførelse af andre hunderacer i Nordgrønland.

- Helt konkret mangler Naalakkersuisut et virksomt værktøj til at handle på situationen. Den gældende lovgivning på området er fra 1998, og den giver kun sanktionsmuligheder i form af bøde. Desværre er det blevet relevant at skærpe og præcisere ansvar og sanktioner på området, lyder det fra Naalakkersuisut i et svar til udvalget.

Vidtgående muligheder

Naalakkersuisut begrunder vigtigheden af en ny lov snarest med, at det er nødvendigt med præcise retningslinjer for at værne om hunden.

- Denne lov er en forstærkning og præcisering af den tidligere lovgivning på området. Et af udkastets fokusområder er håndtering af hunde af anden race end den grønlandske slædehund i slædehundedistriktet. Udkastet til en ny slædehundelov åbner for mere vidtgående sanktioner, klarlægning af ansvar samt muligheder for at handle på mistanker, lyder det fra Naalakkersuisut.

Ifølge planen vil et forslag til ny slædehundelov blive præsenteret af Naalakkersuisut til Inatsisartuts forårssamling i år.

Du kan læse hele betænkningen her.

Powered by Labrador CMS