Ny rapport: Uligheden i vores sundhed stiger

Borgere med lav social position ryger dagligt og har dårligere mental sundhed end personer med bedre økonomi og uddannelse, viser ny rapport fra Center for Folkesundhed i Grønland. Forskellen rammer også geografisk fra by til bygd.

- Blandt personer med den lavest sociale position er der 80 procent, der ryger dagligt, mens der blandt personer med den højest sociale position er 33 procent, der ryger dagligt. Så der er virkelig tale om en markant forskel, siger Peter Bjerregaard, der er en af forskerne bag rapporten.

Der er stor forskel på borgernes sundhed alt efter hvor de bor og hvilken såkaldt social position de har. Og forskellen har været stigende gennem en årrække.

Det viser en ny rapport Center for Folkesundhed i Grønland. Rapporten bygger på data fra befolkningsundersøgelserne i Grønland foretaget mellem 1993 til 2018.

Professor Peter Bjerregaard er en af forskerne bag rapporten, og han udtaler i en pressemeddelelse, at uligheden er vokset så stor, at det er en alvorlig udfordring:

- Forstærker uligheden

- Vores analyser viser, at den sociale ulighed i sundhed på mange områder har været jævnt stigende op gennem hele perioden, og at der i dag er så stor forskel mellem personer med henholdsvis lav og høj socialøkonomisk position, at det er blevet en alvorlig udfordring for folkesundheden.

- Det forstærker uligheden i samfundet, siger Peter Bjerregaard, der har forsket i sundhed i Grønland i mere end 30 år.

Forskerne beskriver, at social ulighed i sundhed opstår, når de sociale forskelle i samfundet afspejler sig i helbredsforhold.

Flere har selvmordstanker, ængstelse og depression

Ifølge rapporten kommer uligheden blandt andet til udtryk ved dårlig mentalt helbred blandt personer med lav socioøkonomisk position. Her er der en større forekomst af selvmordstanker, ængstelse og depression, og der er også en langt flere, der ryger dagligt.

- Blandt personer med den lavest sociale position er der 80 procent, der ryger dagligt, mens der blandt personer med den højest sociale position er 33 procent, der ryger dagligt. Så der er virkelig tale om en markant forskel, siger Peter Bjerregaard.

Mens de med lav social position har problemer med rygning har borgerne i den modsatte ende af skalaen en helt anden udfordring: Mange er dem er for tykke.

- Modsat det billede, vi ser i resten af Europa og Nordamerika, er det i Grønland de velhavende, der er overvægtige. For eksempel er 38 procent af de mest velstillede svært overvægtige, mens det gælder 7 procent blandt de mindst velstillede personer, fortæller Peter Bjerregaard.

Forskerne skriver i rapporten, at det er deres håb, at Selvstyret, kommunerne og sundhedsvæsenet i får øje for den sociale ulighed i sundhed og tilrettelægger målrettede strategier til at rette op på uligheden.

Powered by Labrador CMS