En ny pris: Arnarulunnguaq-prisen

Prisen skal uddeles hvert år til en kvinde på den internationale kampdag den 8.marts i Qaqortoq

Arnarlunnnguaq deltog på den femte Thuleeksedition og blev fotograferet her efter ankomsten til Alaska sammen med Miteq (tv) og Knud Rasmussen (th). Foto: Lomens Bros

Aktive kvinder i Qaqortoq holder hvert år arrangement på kvindernes internationale kampdag, og det er i forlængelse af disse arrangementer at de nu vil hædre en kvinde fra byen. Det skriver Kujataamiu fra i dag.

Sermitsiaq.AG har talt med en af initiativtagerne til prisen.
- De sidste par år har vi arrangeret gå- og løbeture og på den måde mødes på selve dagen, hvor vi udover at spise frugt og drikkelse deler lodsedler ud og trækker lod om gaver. Om aftenen mødes vi på hotellet hvor vi fremviser adskillige kvinders husflid, håndværk, kunstmalerier og design. Derefter har vi spisning, med underholdning, sang og hyggeligt samvær, fortæller en af initiativtagerne bag prisen, Amma Knudsen i Qaqortoq.

Arnarulunnguaq-prisen skal overrækkes for første gang til aftenarrangementet på tirsdag den 8.marts.
- Grunden til at vi har valgt at kalde prisen efter Arnarulunnguaq skyldes, at hun er en af de kvinder som fortjener en fremtrædende plads i historien. Vi hører ikke meget om hendes rolle under ekspeditionen med Knud Rasmussen. Hun sørgede for madlavning og tøjet og i det hele taget var hun vigtig person for ekspeditionen, men det var mændene der blev æret efterfølgende for deres indsats. Det er først i de senere år at Arnarulunnguaqs rolle er blevet fremhævet, siger Amma Knudsen, og tilføjer, at kvinders indsats bør blive fremhævet mere.
- Det er det vi vil med prisen, at fremhæve en kvindes rolle og betydning, hendes indsats og styrke overfor vores medsøstre. Det offentlige ser ikke disse mange kvinder, når de deler priser ud.

Det bliver fem ildsjælde, kvinder der har en fremtrædende rolle og følger godt med i udviklingen der skal finde den første kvinde, som skal modtage Arnarulunnguaq-prisen.
- Disse kvinder repræsenterer mange af byens kvinder og er i aldersgruppen fra 20 til 70 år. De har nu en stor opgave foran sig, siger Amma Knudsen.

Powered by Labrador CMS