Ny netavis bebuder saftige afsløringer

På adressen aviisi.gl vil tidligere hjemmestyreansat jurist afsløre politiske skandaler.

Adskillige embedsmænd kender til ansøgninger om aktindsigt fra deres tidligere kollega i Hjemmestyret, jurist Lars Bo Bjørknæs. Foto: Leiff Josefsen

Netavisen aviisi.gl går i luften onsdag, ifølge AG.

Bag det nye netmedie står den 34-årige jurist Lars Bo Bjørknæs, der var ophavsmand til de mange aktindsigter, der lå bag AGs artikelserie om 'Elitens Fråds'.

Der er brug for et nyt uafhængigt netmedie i Grønland, mener Lars Bo Bjørknæs, der tidligere har solgt sine aktindsigter til AG.

LÆS ARTIKEL: AG købte sig til bilagene

– Jeg kan måske lidt frækt påstå, at de etablerede medier er groet fast. De har en tendens til at holde sig tilbage, fordi det i sidste ende er politikerne, der betaler for mediernes løn og overlevelse, anfører Lars Bo Bjørknæs.

Han har efter eget udsagn flere hundrede afslørende historier på lager.

– Jeg har 400 afslørende og dybdeborende historier på lageret. Hver dag i et år kommer der et par nye historier på siden, siger Bjørknæs til AG.

Juristen er kendt af grønlandske embedsmænd i Selvstyret som en ihærdig ansøger om aktindsigt. Planen er at udgive en bog om grønlandske politikeres brug og misbrug af offentlige midler.

Powered by Labrador CMS