Ny model for flyafgifter får det glatte lag
Et mindre ramaskrig har rejst sig, efter at det nu er gået op for befolkningen, hvad Mittarfeqarfiits nye afgiftsstruktur ender med at koste de flyrejsende hos Air Greenland.
Demokraternes Justus Hansen mener, at den nye afgiftsmodel ”ikke virker gennemtænkt”.
- For mig at se, så rammer den nye afgiftsstruktur lokalbefolkningen i yderdistrikterne unødigt hårdt. Det virker uretfærdigt, siger Justus Hansen til Sermitsiaq.AG.
Åbenlyse uretfærdigheder
- Jeg håber, at modellen vil blive ændret med henblik på at rette op på de åbenlyse uretfærdigheder, siger Justus Hansen, der er uforstående overfor, at Mittarfeqarfiit har valgt ”at gøre flyvninger i vintersæsonen dyrere, da det er kendt, at det netop er i vintersæsonen, at det er svært at afsætte billetter”.
I dag er flyafgifterne lavere i vinterhalvåret og dyrere i sommerhalvåret. Det er ændret til en fast afgift, der gælder hele året. Desuden er afgifterne på udenrigsflyvninger blevet sænket.
Skal jeg grine eller græde?
Pele Broberg fra Partii Naleraq har svært ved at finde ud af, om han skal grine eller græde over den nye afgiftsmodel.
- Hvorfor skal Mittarfeqarfiit som nettostyret virksomhed levere 12 millioner kroner til Landskassen, mens man hæver afgifterne med tilsvarende beløb, spørger Pele Broberg.
- Afgifterne skal afspejle driftsomkostningerne. Hvorfor afspejler afgifterne ikke driftsomkostningerne for de enkelte lufthavne. Det er jo Selvstyret, der skal dække virksomhedens investeringsbehov. Man kan ikke bare straffe borgerne på denne måde, understreger Pele Broberg.
- Man siger, at man har set på, hvad andre lande gør. Man kan imidlertid ikke sammenligne vilkårene. Uanset hvad er det en uigennemtænkt model, der straffer borgere der skal mellemlande. Afgiftsmodellen bør laves om, fastslår Pele Broberg.
IA: Det er et løftebrud
IA’s Aqqaluaq B. Egede kalder det løftebrud, at flypassagererne nu skal til at betale flere penge for at flyve indenrigs og specielt om vinteren.
- Gang på gang hører vi løfter fra Siumut om, at passagertrafikken ikke skal blive dyrere. Nu erfarer vi, at Naalakkersuisut har godkendt markante forhøjelser af priserne. Her skal man lægge mærke til at man har gjort alt hvad man kunne for ikke at påvirke udenrigstrafikken. Derudover har Naalakkersuisut bemærkelsesværdigt godkendt en stigning på 55% i indenrigsflyvninger om vinteren, skriver Aqqaluaq B. Egede i en pressemeddelelse.
- Det vil sige at Naalakkersuisut har gjort deres for ikke at påvirke sommerturisterne, og derimod har valgt at ramme landets befolkning ved kun at hæve priserne for dem. Vi er hos Inuit Ataqatigiit stærkt imod sådanne politiske beslutninger. Vi kan ikke blive ved med at hente pengene fra borgenes lommer, understreger IA’s politiske ordfører.
Læs hele sagen:
-
Det bliver dyrere at flyve fra nytår
-
Timmisartumik ilaalluni angalaneq ukiortaamit akisunerulissaaq
-
Det er en ommer
-
Atorsinnaanngilaq
-
Timmisartuussinernut akitsuusersueriaaseq isornartorsiorneqarpoq
-
Flyafgifter modarbejder turisme-erhvervet
-
Flyafgifts-model skal ændres
-
Flyafgifts-model skal ændres
-
Timmisartuussinermi akitsuutit allanngortinneqassapput
-
Danielsen forsvarer højere flyafgifter