pension
Ny lov: Tvungen pensionsordning
Fremover skal alle indbetale til en pensionsordning, hvis man tjener over 100.000 kroner årligt. Det er fornuftigt for både samfund og individ, da alle ikke er lige gode til at tænke langsigtet, siger ekspert i pensionsordninger.
Demografien taler sit tydelige sprog.
Grønland vil i de kommende år se en stor stigning i antallet af ældre. Det betyder øgede udgifter til for eksempel alderdomshjem og alderspensioner. På den baggrund har Inatsisartut vedtaget loven om obligatoriske pensionsordninger, der netop er trådt i kraft ved årsskiftet.
En lov, der gerne skulle være med til at udjævne den enkelte borgers forbrugsmuligheder og skattebetaling over et livsforløb og derigennem forbedre fremtidens pensionisters levestandard, skriver avisen Sermitsiaq fredag.
Den nye lov betyder, at alle, der er fyldt 18 år, og som er fuld skattepligtig til Grønland, skal indbetale til en pensionsordning indtil pensionsalder.
At Grønland hopper med på bølgen med tvungne pensionsordninger er fornuftigt, mener ekspert i pensionsordninger, professor Michael Møller fra Copenhagen Business School.
– Et rationelt menneske vil planlægge sit forbrug over livet, det vil sige i gode år lægge til side til dårlige år og til pensionistlivet. Men da ikke alle er så gode planlæggere, er det fornuftigt med en vis tvangsmæssig opsparing for at beskytte folk mod egen kortsigtethed, siger Michael Møller til Sermitsiaq.
Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her: