Ny lov skal hindre farlige opkøb i Danmark fra lande som Kina

Udenlandske stater som Kina skal kunne stoppes i at købe vigtig infrastruktur i Danmark, skriver Politiken.

Kinesisk flag
Offentliggjort

Den danske stat skal kunne stoppe udenlandske staters køb af kritisk infrastruktur som havne, lufthavne eller telenettet. Det mener regeringen, der ifølge Politiken barsler med et lovforslag.

Lovforslaget skal sikre, at fremmede stater ikke kan lægge pres på Danmark via sit ejerskab af afgørende infrastruktur.

- Skrækscenariet er, at der er nogen, som køber dansk infrastruktur op med det formål at presse Danmark.

- Enten presse os til at vi ikke må mene noget politisk, eller presse os til at vi skal agere på en bestemt måde, siger finansminister Kristian Jensen (V) til Politiken.

Det har længe været et tema globalt, at lande som Kina via statskontrollerede kapitalfonde eller selskaber har købt op i vigtig infrastruktur.

- Når det kommer til at sælge amerikanske havne til De Forenede Arabiske Emirater er svaret ikke bare nej, men NEJ FOR HELVEDE! (HELL NO!, red.), skrev det amerikanske kongresmedlem Sue Myrick eksempelvis til præsident George Bush i 2006, da det var frygt for arabisk indflydelse, der dominerede.

Det skete i forbindelse med, at selskabet DP World ville købe flere større amerikanske havne.

Ifølge Bloomberg har kinesiske virksomheder og statskontrollerede enheder købt op i Europa for 2000 milliarder kroner de sidste 10 år.

Lignende regler som dem, regeringen vil indføre, er allerede gennemført i flere andre europæiske lande. Her kan landene gennemgå opkøb og stoppe dem, hvis de bliver anset som problematiske.

Ifølge forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil det danske værn være målrettet kineserne.

- Det er dem, der har de mange penge, og er superaktive rundt omkring i verden, siger han til Politiken.

Lufthavnspakken i Grønland

I Grønland var en statsejet kinesisk storentreprenør prækvalificeret til at byde på de lufthavnsbyggerier, som i sidste uge blev vedtaget af det grønlandske parlament.

I den sag reagerede den danske regering i september ved at tilbyde Grønland en lånepakke på 700 millioner kroner. Det var med til at holde kineserne ude af projektet.

Socialdemokratiet bakker op om forslaget, fortæller finansordfører Benny Engelbrecht (S). Han forklarer, at forslaget blandt andet skal sikre, at væsentlig infrastruktur som elnet ikke havner hos forkerte magter.

- Forslaget blev præsenteret i torsdags under et samråd om Ørsteds salg af elnettet i hovedstadsområdet.

- Her indskriver man en klausul i salgsmaterialet om Radius, som skal sikre, at indtil sådan en lovgivning er på plads, så kan man ikke sælge til udenlandske regeringer, som måtte have dårlige intentioner, siger han til Ritzau.

Powered by Labrador CMS