Nuuk

Ny Inatsisartut-bygning er blevet droppet

Der er ikke længere flertal blandt partierne for at realisere Inatsisartuts beslutning om at opføre en ny parlamentsbygning

Lars-Emil Johansen, formand for Inatsisartut
Formand for Inatsisartut, Lars-Emil Johansen

Bureau for Inatsisartut blev udsat for stor kritik blandt borgere i Nuuk, da der blev fremlagt planer om bygning af en ny parlamentsbygning.

Men nu er planerne blevet droppet.

Det meddeler Bureau for Inatsisartut i en pressemeddelelse.

Ikke længere flertal
For ved et møde i Inatsisartuts udvalg for Forretningsordenen fredag blev det konstateret, at der ikke længere er flertal blandt partierne for at realisere Inatsisartuts beslutning om at opføre en ny parlamentsbygning til Inatsisartut.

- Jeg har som formand for Inatsisartut loyalt søgt at gennemføre Inatsisartuts beslutning om at opføre en ny parlamentsbygning. Dette var en beslutning, som et meget stort flertal af Inatsisartuts medlemmer bakkede op om i november 2013. Jeg konstaterer imidlertid, at der ikke længere er bred opbakning til at realisere denne beslutning. Dette har jeg taget til efterretning, siger Inatsisartuts formand, Lars-Emil Johansen, Siumut, i en pressemeddelelse.

- Konsekvensen heraf er, at projektet må opgives, og at Inatsisartut og medlemmerne af Inatsisartut forbliver i de nuværende lokaler og under de nuværende forhold, lyder det fra Lars-Emil Johansen.

Millioner kroner blev brugt
Tilbage i 2013 besluttede Inatsisartut på efterårssamlingen at bevilge tre millioner kroner til projektering og en indbudt arkitektkonkurrence om en parlamentsbygning.

Dengang foretrak Lars-Emil Johansen, at bygningen skulle være på Aqqaluks Plads i Nuuk, hvor der ligger en stor frilagt trekant, afgrænset af Gertrud Rasksvej, Stephen Møllerip Aqqutaa og Heilmannip Aqqutaat.

Men planerne bliver altså ikke til noget.

Læs artikler om debatten om Nuutoqaq og en ny Inatsisartut-bygning her

Powered by Labrador CMS