Ny mine i drift: Dobbelt op i aktive miner

Først åbnede rubinminen i foråret og for et par dage siden blev det første anorthosit-malm sprængt nær Kangerlussuaq. - En vigtig milepæl, fastslår Erik Jensen, Naalakkersuisoq for Råstoffer

Hudson Greenland A/S, som driver anorthosit-minen ved Kangerlussuaq har sprængt det første anorthosit-malm, der efterfølgende er kørt fra minen til et procesanlæg.

Anorthosit er et hvidt malmprodukt, der blandt andet anvendes i produktionen af fiberglas og plast.

I øjeblikket testes alt udstyr, mens procesanlægget justeres til den endelige produktion, oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.

Vigtig milepæl

- Det har stor betydning, at Grønland nu er en minenation med to aktivt producerende miner. Rubinminen ved Qeqertarsuatsiaat og nu altså også anorthosit-minen ved Kangerlussuaq. En fordobling af aktive miner i Grønland vil på sigt betyde både flere arbejdspladser og flere råstofindtægter til landskassen. Produktionsstarten i Kangerlussuaq skal derfor betragtes som en vigtig milepæl, siger Naalakkersuisoq for Råstoffer og Arbejdsmarked Erik Jensen.

Powered by Labrador CMS