Ny grønlandsk app til taxa og bådcharter

Iværksætterduoen Kunuunnguaq Fleischer og Erneeraq Fleischer lancerer grønlandsk udviklet app.

Fætrene Erneeraq og Kunuunnguaq Fleischer har sammen udviklet en grønlandsk app til taxa og turoperatører.

En nyudviklet app skal gøre det lettere at bestille taxa og ture med bådoperatører i Grønland. Det er fætrene Kunuunnguaq Fleischer og Erneeraq Fleischer, der har udviklet den nye app i deres fælles iværksætter-virksomhed Appi Aps.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

De fik ideen sammen sidste år og stiftede virksomheden i maj. Siden har de arbejdet med udviklingen af appen ved siden af deres faste arbejde.

Erneeraq Fleischer arbejder CRM konsulent hos RAL, men har tidligere arbejdet i flere andre virksomheder. Kunuunnguaq Fleischer er ansat hos Fujitsu Nuuk, som ERP-konsulent, hvor han arbejder med systemudvikling, uddannelse og driftssupport. Han har i øvrigt selv erfaring inden for bådturismen, da hans far havde to både i Ilulissat.

Taxa eller hundeslæde

Helt grundlæggende er ideen bag appen, at man kan bestille taxa eller båd-, hundeslæde- eller vandreture hos de virksomheder, der er tilmeldt Appis applikations system. Derfor har de to også travlt i øjeblikket med at sælge systemet til de grønlandske virksomheder.

– Foreløbig er der kommet en aftale i hus med Uummannaq Angalasoq og Qaqortoq Taxi 641111 – og flere er på vej, fortæller Kunuunnguaq Fleischer.

Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her:

Powered by Labrador CMS