Ny GA-direktør

Grønlands Arbejdsgiverforening har udpeget Henrik Leth som ny administrerende direktør og afløser Ole Rud som fratræder ved årets udgang.

Tidligere vicekoncernchef i Royal Greenland Henrik Leth bliver ny direktør for Grønlands Arbejdsgiverforening.

GA’s bestyrelse har i dag udpeget tidligere vicekoncernchef Royal Greenland A/S, Henrik Leth som ny administrerende direktør i GA. Han overtager posten efter foreningens direktør gennem 13 år, Ole Rud, der af familiemæssige hensyn har valgt at fratræde ved årets udgang. Han bevarer dog sin tilknytning til GA som seniorrådgiver.

Arbejdsgiverforeningens formand direktør Henrik Sørensen siger i en kort kommentar til direktørskiftet, at det er med vemod, at foreningen skal sige farvel til Ole Rud, der i september runder de 60 år og har valgt at trappe ned for at få mere tid til familien.

- Ole Rud har med stor dygtighed udviklet GA til en moderne arbejdsmarkeds- og erhvervspolitisk organisation, der med sine 340 medlemsvirksomheder er centralt placeret i landets erhvervsudvikling. Han har været en markant og til tider kontroversiel profil i den politiske debat, men altid med Grønlands bedste for øje. Derfor ser vi frem til at videreføre samarbejdet med Ole Rud i hans nye funktion som særlig rådgiver.

Henrik Leth er 45 år, uddannet cand. polit. og gift med Vera Leth, der er Landstingets Ombudsmand. Han har arbejdet i Grønland siden 1988, hvor han blev ansat i Hjemmestyrets daværende Direktorat for Erhverv og Fiskeri. Her var han i perioden 1992-1995 direktør, indtil han blev hentet til Royal Greenland A/S som direktør for trawlerdivisionen og efterfølgende i en periode var direktør for selskabets grønlandske aktiviteter. I 1999 blev han medlem af koncernledelsen og i 2002 overtog han posten som vicekoncernchef i Royal Greenland A/S – En stilling han formelt fratræder med udgangen af denne måned.

Powered by Labrador CMS