Ny fremgangsmåde fører til markant højere rådgivning i torskefiskeriet

Den samlede rådgivning for torskefiskeriet sættes op med omkring 15.000 tons som følge af en ændret rådgivningsform.

Torsk, fiskekasse

Den samlede rådgivning for torsk i 2024 er på 29.011 tons i 2024, oplyser Grønlands Naturinstitut i en pressemeddelelse.

Dermed sættes rådgivningen for torskefiskeriet op med omkring 15.000 tons i forhold til 2023, hvis man kigger totalt set for hele landet.

Naturinstituttet oplyser, at der efter en revision er indført en ny rådgivningsform i forhold til torsk, hvor man nu vil rådgive ud fra fire gydebestande og ikke længere geografiske områder:

  • Indenskærs gydende torskebestand (to bestande), Vestgrønland 3.095 tons
  • Udenskærs gydende torskebestand, Vestgrønland på 2.398 tons
  • Udenskærs gydende torskebestand fra Østgrønland og Island 23.518 tons

Fiskeri på Dohrn Banke tages nu med

Den største årsag til forøgelsen af anbefalingen er, at torsk på Dohrn Banke kommer i spil.

De senere år har der været et stort fiskeri på Dohrn Banke, og nu tages bestanden med i rådgivningen ved såkaldt fangstbaseret rådgivning. Rådgivningen er fundet ved at tage fangsten i 2022 i hele området på 29.397 tons fratrukket 20 procent.

Professor ved Naturinstituttet Teunis Jansen og forsker Anja Retzel præsenterede torsdag den nye rådgivning for torsk, og Teunis Jansen forklarer, at man endnu ikke ved, hvor fiskene kommer fra, men det vil formentlig blive undersøgt de kommende år.

- Der dukkede en masse torsk op om efteråret og om vinteren, og de kom ikke med i vores modeller. Men nu rådgiver vi altså på en anden måde, siger Teunis Jansen om den ændrede praksis.

Nordlig bestand i krise

I den mindre positive afdeling advarer Teunis Jansen mod for højt fiskeritryk i den nordlige del af Vestgrønland - fra Maniitsoq og nordpå.

Her viser undersøgelser, at bestanden er i tilbagegang.

Grafen viser udviklingen i gydebiomassen, som er faldet siden 2016, for bestanden Vest Grønland Indenskærs nordlig.

- Bestanden i det nordlige Vestgrønland er inde i en ret negativ udvikling. Hvis man opretholder et højt fiskeri på den gydebestand, vil det være meget problematisk, siger Teunis Jansen.

Derimod ser det bedre ud for bestanden fra Nuup Kangerlua og sydpå.

Overskridelse af rådgivning kan blive mindre

Hvordan Naalakkersuisut vil tage i mod den nye rådgivning, vil først vise sig senere på året, når kvoterne for 2024 offentliggøres. De senere år har Naalakkersuisut fastsat en kvote markant højere end rådgivningen i torskefiskeriet. Alt efter hvor Naalakkersuisut sætter kvoterne for 2024, kan overskridelsen af rådgivningen blive mindre, efter at rådgivningen nu øges.

Senest har Naalakkersuisut uddelt en kvote på 5.515 tons havgående torsk i Østgrønland til Royal Greenland, hvilket bragte kvoten i området op på knap 33.000 tons mod en rådgivning fra ICES på 8.460 tons.

Naturinstituttet fremhæver i sin meddelelse, at der i 2022 blev fisket 42.060 tons, heraf 20.027 tons på Dohrn Banke.

- Rådgivningen for 2024 svarer til knap 70 procent af fangsterne i 2022, hvoraf størstedelen bør fiskes på Dohrn Banke, lyder vurderingen fra Teunis Jansen og Anja Retzel.

Powered by Labrador CMS