Ny formand i Kalaallit Røde Korsiat

Efter næsten 4 år som formand for Kalaallit Røde Korsiat har Christina Tønder Bell valgt nye udfordringer udenfor Grønland. Næstformand Nina Kreutzmann Jørgensen bliver fungerede formand indtil repræsentantskabsmøde i oktober.

Den afgående formand Christina Tønder Bell har i perioden gjort en stor indsats for Kalaallit Røde Korsiat, hvor hun har haft fokus på at udvikle organisationen og styrke samarbejdet med andre foreninger og partnere. Det skriver Kalaallit Røde Korsiat i en pressemeddelelse.

Nu overtager Nina Kreutzmann Jørgensen rollen. Hun er en erfaren kvinde indenfor Kalaallit Røde Korsiat, idet hun både har haft næstformandspost i landsbestyrelsen og i Nuuk afdelingen. Nina blev valgt ind som næstformand i landsbestyrelsen i 2018, men historien om hende og Røde Korsiat går meget længere tilbage.

- Jeg er opvokset med Røde Kors og har været med min mor nede og sortere tøj, da jeg var ung. Jeg har altid følt mig hjemme i Røde Kors. Det var så hyggeligt at bruge tid på det og få hyggelige snakke med de andre. Jeg bestemte mig derefter for at melde mig ind i bestyrelsen i Nuuk afdelingen og røg pludselig også ind som næstformand.

Nye projekter med ungdommen

Nina ser meget frem til sit fremtidige arbejde med Røde Kors. Hun er imponeret over lokalafdelingernes arbejde med genbrugsbutikkerne og glæder sig derudover særligt til at samarbejde og udvikle nye projekter og ideer i samarbejde med ungdomsprogrammet INUA.

Den afgående formand har især været glad for befolkningens opbakning til Kalaallit Røde Korsiat. Det har hun oplevet i stor stil både efter tsunamien i Karratfjorden og generelt i forhold til de forskellige sociale programmer og projekter, fortæller hun.

Powered by Labrador CMS