Ny film om Grønland på trapperne

Nu får danskerne lejlighed til at få et lille indblik i den store grønlandske natur. Dokumentarfilmen 'Ekspeditionen til verdens ende' får premiere i februar

Skibets Activs rejse til Nordøstgrønland i 2011 med forskere og kunstnere m.fl. kommer nu som dokumentarfilm og får premiere i februar. Foto: Screendump fra www.ekspeditionen2011.dk

Skibet Activs rejse til Nordøstgrønland i 2011 får snart biografpremiere i 50 danske biografer. Filmen kommer også til Nuuk.

Det oplyser facebook-gruppen Arktisk Update.

Filmen er en storslået og eventyrlysten opdagelsesrejse til de sidste hvide felter på verdenskortet.

På en tremastet skonnert fuld af kunstnere, videnskabsmænd og ambitioner, der ikke lader hverken Noah eller Columbus meget tilbage at ønske, stævner man ud mod verdens ende: de hastigt smeltende ismassiver i det Nordøstlige Grønland.

En episk rejse, hvor de gæve sømænd stifter bekendtskab med imaginære teltpladser, isbjørnemareridt og en helt ny dyreart. Men i mødet med de nye, ukendte egne af vores verden åbner besætningen, der strækker sig fra kunstnerne Tal R og Daniel Richter til geolog Minik Rosing, op for en række spørgsmål af basal, eksistentiel karakter.

Nysgerrighed, storslået patos og et befriende skvæt humor smelter sammen i en film, orkestreret af det filmiske stortalent Daniel Dencik, der i det ene ikoniske billede efter det andet forfører os både langt ud over og dybt ind i den historiske parentes, der udgør menneskeheden. Det er stort tænkt og stort udført, som en gammel drengedrøm realiseret i voksent selskab.

Du kan se traileren til filmen her

- Jeg vil lave den vildeste billedfortælling og forsøge at fremkalde oplevelsen af at være der. Og jeg vil benytte mig af substans og drama fra de mange inspirerende mennesker ombord for at gengive den store forandring, som slutningen af den sidste istid afstedkommer; ikke med klimapanik, men som absolut inspiration for de kommende generationer, skrev Michael Haslund-Christensen, der står bag filmen, inden rejsen til Østgrønland.

Powered by Labrador CMS