Gå til hovedindhold

Ny dansk-grønlandsk arbejdsgruppe om uran

Udenrigsminister Villy Søvndal, SF, melder, at en ny arbejdsgruppe skal dannes, efter at Inatsisartut har ophævet nultolerancen over for uran

Grønland kan ikke starte med at udvinde eller eksportere uran, medmindre der ligger en samarbejdsaftale med Danmark om, hvordan det skal håndteres, siger Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal, SF, efter onsdagens møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget om den dansk-grønlandske uranarbejdsgruppes rapport.

- Der er både enighed og uenighed. Vi har kunnet lave en fælles rapport, fordi der også er enighed, siger Villy Søvndal.

Modsat andre råstoffer i Grønland hører udvinding af uranholdige mineraler under det danske kongerige, fremgår det af den nye 80 siders rapport.

Arbejdsgruppe skal sikre international standard
Arbejdsgruppen skal sikre, at den kommende uranhåndtering foregår efter den højeste internationale standard, understreger Villy Søvndal.

Der oprettes en grønlandsk-dansk samarbejdsgruppe, når Inatsisartut ophæver den såkaldte nultolerance-politik over for uran som biprodukt ved mineraludvinding.

Det er uafklaret, om den danske regering kan eller vil stoppe grønlandsk uran.

- Det har den danske regering ikke taget stilling til på nuværende tidspunkt. Den rigtige rækkefølge er først at lade Grønland tage sin beslutning uden et pres udefra, betoner Villy Søvndal.

- Der er et ganske betydeligt myndighedsansvar. Ingen vil kunne leve med, hvis dansk lemfældighed var årsag til, at uran endte i hænderne på nogle forkerte. Jeg er sikker på, at vi har en fælles grønlandsk-dansk interesse i at beskytte natur, miljø og mennesker i det sårbare arktiske miljø i forhold til dette, siger Villy Søvndal.

Læs "Naalakkersuisut: Ingen enighed inden ophævelse af nultolerancen"

Læs "IA jubler over Thornings uranudmelding – Siumut raser"

Folketingsmedlem for IA Johan Lund Olsen støtter udenrigsministerens sikkerhedspolitiske tolkning af kompetencefordelingen.
 
- Jeg er glad for at kunne konstatere og ved, at der nu på begge sider af Atlanten er enighed om, at der er nogle sikkerheds-, forsvars-, og udenrigspolitiske komplikationer, hvis man går i gang med at udvinde eller ekspore uran. Det er ganske nyt, siger Johan Lund Olsen.

- Er du glad for, at Danmark har indflydelse på noget, som Grønland normalt helst vil have lov til at bestemme selv?

- Uran er ikke et hvilket som helst mineral. Olie, gas og malm er ukompliceret, som statsministeren også var inde på i sin åbningstale i Folketinget. En eventuel udvinding og eksport af uran er noget ganske særligt på grund af alle de internationale konventioner om ikke-spredning af atomvåben, svarer Johan Lund Olsen.

Folketingsmedlem Doris Jakobsen, Siumut, er glad for rapporten, men er ikke enig i hele indholdet. 

- Jeg vil ikke sige, at det kun er et dansk anliggende. Det er et fælles anliggende. Grønland og Danmark skal være lige parter med respekt for hinanden. Det kræver, at man finder fælles løsninger, pointerer Doris Jakobsen.
 
Den nye rapport offentliggøres i Nuuk og København samtidigt efter ønske fra Naalakkersuisut.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER