Ny byggemetode vinder frem

Selvstyret er begyndt at stille krav om, at deres byggerier skal udføres i betonelementer. Det har flere entreprenører taget til sig, og i dag er der betonelementfabrikker i både Ilulissat, Sisimiut og Nuuk.

KJ Greenland er i gang med at bygge 48 boliger for selvstyret i Ilulissat. De første boliger forventes afleveret i januar 2021. De sidste i sommeren 2022.

Betonelementfabrikkerne i Ilulissat og Sisimiut har travlt, og kan se frem til endnu mere arbejde de kommende år. For selvstyret har netop meldt ud, at de ønsker de kommende kollegiebygninger i alle studiebyer skal bygges i betonelementer.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

BJ Entreprise i Sisimiut var den første entreprenørvirksomhed i Grønland til at etablere en betonelementfabrik og er aktuelt i gang med at rejse betonelementerne til 24 nye boliger, som de bygger for selvstyret.

Dertil har de også fået opgaven med at bygge 12 ekstra boliger i samme område.

– Vi oplever ikke de store udfordringer med at bygge med betonelementer. Men vi ser klart mange fordele ved denne byggemetode fremfor in situ, siger direktør Jeppe Mortensen til avisen Sermitsiaq.

Mere effektiv byggeproces

In situ er den klassiske måde at bygge i beton, og betyder, at man støber betonen på byggestedet i modsætning til at støbe betonelementer på en fabrik, for derefter at transportere elementerne til byggepladsen, hvor de rejses og støbes sammen.

– Vi oplever en hurtigere byggeproces. Vi får typisk opgaver fra de offentlige bygherrer i efteråret og kan derfor gå i gang med betonelementerne, der bygges hen over vinteren på fabrikken, og den hurtige montage på byggepladsen betyder, at råhuset hurtigere kan blive lukket for vind og vejr, så man kan arbejde videre med indretning og installationer under beskyttede forhold, siger Jeppe Mortensen.

– På vores betonelementfabrik har vi kun lokal arbejdskraft samt en enkelt faglært betonarbejder, der fungerer som sjakbajs. Det vil sige, vi bruger de ufaglærte i langt højere grad end tidligere.

Læs mere i avisen Sermitsiaq. Du kan få adgang til avisen her:

Powered by Labrador CMS