Gå til hovedindhold

Ny bestyrelsesformand for KAIR fundet

Den hidtige bestyrelsesformand i Air Greenland, Kjeld Zacho Jørgensen, træder ud af Air Greenlands bestyrelse og bliver ny mand i spidsen for Kalaallit Airports.

OBS: Opdateret kl. 14.05 med citat fra Kjeld Zacho Jørgensen 

Naalakkersuisut har nu udpeget manden, der skal stå i spidsen for Kalaallit Airports, efter at den tidligere formand Johannus Egholm Hansen fratrådte posten med udgangen af september.

Den nye bestyrelsesformand bliver Kjeld Zacho Jørgensen, der indtil i dag har været bestyrelsesformand i Air Greenland.

Det oplyser Bestyrelsessekretariatet under Formandens Departement.

LÆS OGSÅ: Bestyrelsesformand i KAIR stopper

Kjeld Zacho Jørgensen skal dermed stå i spidsen for opførelsen af de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat, hvor anlæggelsen allerede er i gang.

Derudover får han også den svære opgave at få gennemført anlæggelsen af lufthavnen i Qaqortoq, som er løbet ind i vanskeligheder, efter at udbuddet på opførelsen af lufthavnen måtte annulleres tilbager i august. 

- Jeg er både beæret og ydmyg over at blive formand for Kalaallit Airports. Det er det største infrastruktur-projekt i Grønlands historie, og vil få stor betydning for udviklingen af det grønlandske samfund i de næste mange år, udtaler Kjeld Zacho Jørgensen og fortsætter:

- Fra mine 8 år i Billund Lufthavn ved jeg, at en lufthavn er en stærk vækstmotor. Og jeg glæder mig til sammen med de dygtige medarbejdere og direktion, bestyrelsen, interessenterne og ejerne at bringe dette projekt videre, siger han.

Godkendt af Danmark

Kjeld Zacho Jørgensen bliver i første omgang indsat som formand i det selskab, der hedder Kalaallit Airports Holding, men det er meningen, at han også skal være formand for Kalaallit Airports International og Kalaallit Airports Domestic.

Den danske stat ejer en del af Kalaallit Airports International, og staten skal godkende den nye formand.

Det danske finansministerie har godkendt, at Kjeld Zacho Jørgensen bliver ny formand, oplyser Bestyrelsessekretariatet til Sermitsiaq.AG.

- Honoraret til bestyrelsesformand vil fremadrettet blive sænket med 100.000 kr. og vil fremadrettet udgøre 650.000 kr., skriver Lars Balslev, der er chef for Bestyrelsessekretariatet.

Lars Balslev oplyser, at nedsættelsen af honoraret skyldes, at arbejdsbyrden for bestyrelsesformanden har ændret sig, da der er kommet en stærkere direktion i Kalaallit Airports.

Derfor har Naalakkersuisut besluttet at sænke formandens honorar.

Ny bestyrelsesformand i Air Greenland

Kjeld Zacho Jørgensen forlader i samme ombæring posten som bestyrelsesformand for Air Greenland.

I stedet bliver næstformand Bodil Marie Damgaard selskabets nye bestyrelsesformand, og  Peter Grønvold Samuelsen træder ind i selskabets bestyrelse.

Peter Grønvold Samuelsen er administrerende direktør i KNI.

Bestyrelsen i Kalaallit Airports Holding a/s og Kalaallit Airports Domestic a/s består således fremover af:

  • Kjeld Zacho Jørgensen – Formand
  • Christian Berg – Næstformand
  • Finn Gaarsmand
  • Niels Thomsen

Kalaallit Airports International a/s vil fremover, udover ovenstående, også vil bestå af

  • Merete Eldrup
  • Marlene Haugaard

 

 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER