Ny beretning om hash-skibet

Grønlands Kommando har offentliggjort en beskrivelse af mødet med sejlskibet, der viste sig at have 118 kilo hash ombord.

To maskinfolk fra Ejnar Mikkelsen på vej ombord på sejlskibet, der nu er beslaglagt. Foto: Grønlands Kommando
Offentliggjort

Inspektionsfartøjet Ejnar Mikkelsen havde første gang kontakt med sejlskibet den 10. juli. Ejnar Mikkelsen var under en rutinemæssig patrulje, da den første mistanke til sejlskibet blev vakt.

– Ejnar Mikkelsen kaldte skibet op for at høre, om de havde brug for assistance i forbindelse med besejling af det isfyldte farvand. Noget tøvende besvarede sejlskibet opkaldet, skriver Grønlands Kommando.

Sejlskibet lå på daværende tidspunkt syd for Nanortalik og de to ombordværende meldte alt vel ombord, men skibet var ikke tilmeldt GREENPOS skibsmeldesystemet (Grønlands Kommandos sejladsovervågningssystem), og samtidig virkede føreren af sejlskibet ikke som om han var bekendt med at sejle i området.

– Sejlbåden havde GPS, radar og søkort – men havde ingen muligheder for at modtage vejr- og iskort. Issituationen i området var kommet en del bag på føreren og båden havde været flere dage inde i storisen, skriver Grønlands Kommando. Ejnar Mikkelsen meldte sit møde med sejlskibet til Grønnadal og fortsatte derefter på sin patrulje, men blev kort efter kontaktet af Aasiaat Radio, som havde opfanget en melding om, at et sejlskib havde fået motorhavari. Efter at Ejnar Mikkelsen var tilbage, blev to maskinfolk sendt ombord på sejlbåden, og de kunne konstatere, at gearkassen var løbet tør for smøreolie og at gearet derfor var brudt sammen.

Inspektionsfartøjet var for stort til at kunne bugsere den 35 fod store sejlbåd, og derfor blev politikutteren Sisak lll tilkaldt.

– Under politiets efterfølgende besigtigelse af sejlskibet, bl.a. med en af politiets narko-hunde, blev der indledningsvis fundet en mindre mængde hash. Hundens interesse var så stor, at skibet blev beslaglagt og efterfølgende ransaget, skriver Grønlands Kommando.

Derefter blev sejlskibet bugseret til Nuuk, og står nu på land i baggården til politistationen.

Powered by Labrador CMS