Nødplan

Nuuks unge får et sted for natten

Kommuneqarfik Sermersooq erkender, at de har overset unge, der hænger på gaden om natten

Offentliggjort

Kommuneqarfik Sermersooq reager nu på, at en gruppe unge om natten i længere tid har holdt til ved Pisiffik Nuuks bymidte. Reaktionen kommer efter, at Nuuk TV i en stribe indslag har sat fokus på unge, der er overladt til sig selv.

- Der er tilsyneladende en gruppe af unge, som vi fra kommunens side ikke har været gode nok til at få kontakt til, skriver Helene Broberg Berthelsen, direktør for Børn, Familie og Skole i en pressemeddelelse.

Mad og et sted at sove
Fra og med i dag vil værestedet NUIF holde åbent hele natten. Her kan de unge få noget at spise og, om nødvendigt, også overnatte.

Samtidig har kommunen sendt socialvagter ud i nattelivet, som skal opsøge de unge for at tale med dem om deres situation.

- Nu intensiverer vi indsatsen og rækker en hånd ud mod de unge, så vi sammen med de unge kan skabe et bedre tilbud for de unge, som færdes i nattelivet uden voksenopsyn, siger Helene Broberg Berthelsen.

Kritik fra Siumut
Med dette tiltag kommer Kommuneqarfik Sermersooq lige akkuart et muligt indgreb fra landspolitikerne i forkøbet.

I en fælles pressemeddelelse skriver Siumuts medlemmer af inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg, Laura Táunâjik (S) og Jess Svane (S), at de er parate til at gribe ind.

- Siumut vil uden nølen sige at sådanne stærkt uacceptable forhold skal rettes op og når kommunen ikke kan løfte sit ansvar, vil vi ikke være tilbageholdende med at tage medansvar med at skulle træffe en beslutning om at midlertidig suspendere kommunen fra deres pligter, står der i pressemeddelelsen.
NUIF holder åbent fra kl. 18.00 til kl 7.00.

Powered by Labrador CMS