Nuuk: Gamle læskure skal opgraderes

To års test af nye læskure ved busstoppestederne i Nuuk er afsluttet med nedslående resultat.

Planen om at udskifte samtlige læskure ved busstoppestederne i Nuuk er skrinlagt. Det er indstillingen fra Forvaltning for Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq til politikerne.

Tilbage i 2020 indkøbte Kommuneqarfik Sermersooq seks nye busskure af to forskellige typer, som man ville stressteste og undersøge, om de levede op til de arktiske forhold. Meningen var samtidig, at buschaufførerne skulle have lettere ved at se de ventende passagerer, samtidig med at rengøringen blev lettere.

Testperioden har imidlertid vist, at de nye busskure i højere grad er plaget af hærværk og dermed dyrere at vedligeholde. Ja, især glasruderne var udsat for hærværk og dyre at udskifte. Godt nok blev rengøringen lettere, men fungerede ikke i forhold til at give den fornødne læ for vinden for de ventende buspassagerer.

De gamle busskure bliver opgraderet med et vinduesparti, så buschauffføren kan se om der er ventende passagerer

Sagen om læskurene skal behandles på et udvalgsmøde tirsdag, og forvaltningen foreslår, at man opdaterer de gamle læskure, så man kan forlænge deres levetid. Desuden skal de indkøbte test-læskure optimeres i forhold til det arktiske klima, hvor facadeelementerne eksempelvis skal udskiftes.

- For de oprindelige skure skal der findes en løsning med en større vinduesåbning og muligvis anden bræddebeklædning, fremgår det af rapporten, som ligger til grund for indstillingen.

Noget nyt er imidlertid på vej, hvis politikerne godkender indstillingen.

For samtlige busskure foreslår forvaltningen, at der indkøbes og installeres LED-belysning med bevægelsessensorer i læskurene, så trygheden bliver højnet i de mørke perioder af døgnet.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS