Nuuk Water Taxi: Vi mistede ordrer for 100.000 i weekenden

Corona-krisen rammer mindre turistaktører hårdt i form af mistede ordrer og hjemsendelse af personale.

Aflysninger på stribe og turister, der forlader landet med lynets hast uden at nye kommer til. Sådan mærker to mindre turistoperatører her i Grønland corona-krisen.

- Hvis vi kigger på det økonomiske, så er vi ramt. Vi mangler den udenlandske omsætning. Den fødekæde, der hedder penge udefra, er simpelthen væk. Vi har ikke nogen udenlandske gæster de næste tre uger, fortæller Anders Lykke Laursen.

Han er direktør i Nuuk Water Taxi, der sejler med turister og lokale ved Nuuk, og alene i weekenden modtog han flere aflysninger:

- I går fik jeg fem aflysninger på ture, som ellers var booket i marts. Det er folk, der ikke længere kan komme til Grønland. Det er cirka 100.000 kroner i mistet omsætning for os, lyder det fra direktøren.

Laursen: Vi får ikke brug for så mange folk

Anders Lykke Laursen fortæller, at selskabet stadig har en del sejlads for lokale og er godt rustet til krisen, men mere tabt omsætning vil gøre ondt:

- Vi bliver ramt på evnen til at vokse. Vi får måske ikke brug for alle vores både, så nogen må blive på land. Vi får måske heller ikke brug for at ansætte så mange sæsonarbejdere. Jeg vil ikke kalde det fyringer, men jobs, der ikke vil være der.

Fra Ilulissat kommer samme melding fra indehaveren af IceCap Tours, Arne Niemann. Han fortæller, at selvom sæsonen med sejlads af turister endnu ikke er i gang ved Ilulissat, så har han fået flere henvendelser om mulighederne for at aflyse bookede ture.

IceCap Tours hjemsender fire medarbejdere

Udover sejllads har Arne Niemann også en café og udlejning af lejligheder, og den del af forretningen er hårdt ramt:

- Her til formiddag sender jeg fire ud af 14 medarbejdere hjem, det bliver jeg nødt til. Hvis der ikke sker noget i løbet af en uge, bliver det tre til fire mere. Det er katastrofalt, siger Arne Niemann.

De fleste turister og dermed også omsætningen har nemlig forladt Ilulissat, fortæller turistoperatøren.

Arne Niemann frygter, at påsken kan blive rigtig dyr, hvad angår tabt omsætning:

- Normalt er påsken helt fyldt op heroppe, og der har vi allerede fået en masse afbestillinger, så det kan blive et stort tab for os.

Håber på hjælp fra Selvstyret

Både Anders Lykke Laursen fra Nuuk Water Taxi og Arne Niemann fra IceCap Tours håber på en hjælpende hånd fra Selvstyret, lige som man har set i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen præsenterede en stor hjælpepakke til erhvervslivet søndag.

- Jeg håber, vi får noget hjælp fra Selvstyret. Det skal hjælpe os med at holde på medarbejderne, til når vi forhåbentlig får hårdt brug for dem til sommer, siger Arne Niemann.

Netop fastholdelse af medarbejdere er også i fokus hos Anders Lykke Laursen:

- Jeg håber på, at vi kan få en form for nødhjælpspakke som i Danmark med tilskud til medarbejdernes løn, så der stadig er et job til dem, når virussen stopper igen. Mit hovedmål er at beskytte mine medarbejdere.

Mandag eftermiddag oplyser Anders Lykke Laursen, at Nuuk Water Taxi har indstillet al turistsejlads som følge af, at der er konstateret coronasmitte i Grønland.

- Vi sejler kun servicekontraktrute og de mest nødvendige sejladser, som er vigtige for samfundet, oplyser Anders Lykke Laursen.

Powered by Labrador CMS