Nuuk lukker ned
Efter tre nye smittetilfælde denne uge, hvoraf smittekilden til det ene tilfælde endnu er ukendt, lukker Air Greenland for alle flyvninger ud af Nuuk frem til mandag. Sportsaktiviteter og restaurationer lukker også.
På Air Greenlands hjemmeside er dagens første fly aflyst. Og det vil alle afgange ud af Nuuk være frem til mandag.
Det samme gælder for Sarfaq Ittuk, der ikke medtager borgere fra Nuuk, når skibet sejler videre mod nord i dag.
Naalakkersuisut opfordrer også til, at man ikke rejser til Nuuk med mindre det er strengt nødvendigt.
Ukendt smittekilde
I forhold til den person der er fundet smittet i går så har personen været ude i nattelivet i weekenden og det er muligt, at personen er blevet smittet der.
Personen har lørdag spist på restauranten A Hereford Beefstouw på Hotel Hans Egede, og derefter været på Skyline og Daddys. Folk der har været tilstede disse steder bør blive testet.
- Der er en mulig smittespredning i Nuuk, derfor implementerer vi foranstaltninger for at minimere smitterisikoen. Tiltagene er lavet efter en sundhedsfaglig vurdering, oplyser formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede.
Han oplyser, at partiformændende fra de forskellige partier er orienteret.
Beværtninger lukkes ned
Restauranter, værtshuse og sportsfaciliteter lukker også ned frem til mandag.
Mundbind skal bruges ved indkøb og i offentlige bygninger og i offentlig transport. Der sættes restriktioner på antale rejsende med busserne igen.
Private arrangementer er ikke omfattet af restriktioner, men Múte B. Egede opfordre til forsigtighed. Det gælder også weekendens konfirmationer.
Der skal bæres mundbind i kirken, men der er ikke restriktioner på antal mennesker, og man må holde konfirmationer som planlagt.
Fremskyndelse af vaccination for 50-64 årige i Nuuk, der arbejdes på en plan fra i dag, og vaccinationerne påbegyndes snarest.
Muligheden for at modtage vacciner fra USA skal undersøges, da det er begrænset hvor mange vacciner der modtages fra Danmark. Den mulighed har Múte B. Egede vendt med den amerikanske udenrigsminister ved mødet sidste uge, oplyser han.
Fjeld og fjord er fortsat åbent
Politimester Bjørn Tegner Bay, påpeger, at det fortsat er muligt at komme ud i naturen, selvom byen lukkes ned.
- Selvom byens borgere nu er begrænset til kun at være i Nuuk, kan de stadig tage på sejlturer, vandre i fjeldene og foretage lignende udflugter. Det forudsætter kun, at man returnerer til Nuuk uden at have været i kontakt med et beboet område såsom nærliggende bygder.