Nunavut opretter isbjørnehotline

Fangere i Nunavut kan nu ringe ind og rapportere, når de har spottet isbjørne.

Nunavimmiut vil bevise, at isbjørnen ikke er truet. Foto: POLFOTO/Subhankar Banerjee

Organisationen, Nunavut Tunngavik, har oprettet en særlig telefonlinie, hvortil fangere i hele Nunavut kan ringe gratis for at fortælle deres historier og meninger om isbjørne, fortæller knr.gl.

Tiltaget kommer som led i kampen mod udlandets, især USAs, bestræbelser på at ulovliggøre al jagt og handel med isbjørneprodukter. I amerikanernes øjne er isbjørnen en truet dyreart. Et synspunkt der imødegås af inuit i Nunavut.

Lederen af hotline-projektet, Paul Irngaut, udtaler, at det er vigtigt at oprette en database med oprindelig viden og med nye fangernes viden for at kunne bevise overfor de sydlige videnskabsfolk at isbjørne ikke er truede.

De søger at bevise, at isbjørnene ikke er truede. Men det er ikke blot den traditionelle fangst, der står på spil.

Det er i høj grad også den årlige indkomst på omkring 15 millioner kroner, de vil bevare. Indkomsten kommer fra jagtture med jægere sydfra, der gerne vil jage en isbjørn, hvilket endnu er tilladt i Canada.

Der findes mellem 22.000 - 25.000 isbjørne i Canada.

Powered by Labrador CMS