Nunaminerals ude af guldminen

Grønlands eneste guldmine Nalunaq er nu helt på udenlandske hænder. Det London-baserede selskab Crew Gold Corporation har købet samtlige aktier.

Det grønlandske efterforskningsselskab Nunaminerals har solgt sin aktiepost i Grønlands eneste guldmine Nalunaq. Dermed er guldminen i det sydlige Grønland nu fuldt og helt ejet af det Londonbaserede selskab Crew Gold Corporation. Minen har været i produktion siden 2004 og har indtil nu produceret omkring 6 ton guld, skriver Ritzau.

Crew Gold Corporation er et selskab med bl.a. nordiske og britiske aktionærer. Den største er det britiske finanshus Goldman Sachs med 19,8 procent af aktierne. Svenske Handelsbanken, Nordea og Danske Bank er også blandt aktionærerne.

Nunaminerals oplyser, at selskabet fik 13,3 millioner for sin 17,5 procent store aktiepost i den grønlandske guldmine, som Nunaminerals selv har været med til at udvikle.

Samtidig med salget af aktieposten indfries gældsbreve samt tilskrevne renter. Den samlede transaktion medfører, at Nunaminerals for hele året venter et resultat på 12 millioner kroner før skat. Med salget styrker Nunaminerals sit økonomiske grundlag for dels en skærpet jagt på guld og mineraler i Grønland. Men det styrker også selskabet i forhandlingerne med et stort mineselskab om udvikling af et platinmineprojekt ved Fiskefjord på den grønlandske østkyst.

Bestyrelsesformand i Nunaminerals Anton M. Christoffersen siger, at salget af aktieposten i guldminen var en naturlig strategisk beslutning.

- Vi har været med i udviklingen af projektet siden 1992, og vi har opnået en værdifuld erfaring og indsigt i at udvikle et projekt fra efterforskning til mineprojekt. Nu vil vi fokusere vores ressourcer på vores kompetenceområder som er efterforskning, siger Anton M. Christoffersen.

Nunaminerals er Grønlands ledende selskab indenfor efterforskning af guld og mineraler. De største aktionærer er Grønlands Hjemmestyre med 43,2 procent af aktierne, 20,1 procent ejes af Rudersdal A/S med direktør Carsten Berger, mens Lønmodtagernes Dyrtidsfond ejer 17,9 procent

Powered by Labrador CMS