NunaGreen opruster
Hans Ulrik Skifte skal fremover varetage Grønlands interesser inden for udbygning af vedvarende energi som direktør for det selvstyreejede NunaGreen A/S.
NunaOil, der i november 2022 skiftede navn og fokus til NunaGreen, har ansat Hans Ulrik Skifte som ny direktør. Det meddeler bestyrelsesformand i det selvstyreejede selskab Stine Bosse.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Hans Ulrik Skifte kommer fra en stilling som direktør for Anlæg og Miljø i Kommuneqarfik Sermersooq. Før det var han ansat som teknik-og miljøchef i Qeqqata Kommunia. Han har også været bestyrelsesformand i det nationale affaldsselskab ESANI, ligesom han har været ansat i en årrække som anlægschef hos Polaroil. Hans Ulrik Skifte er uddannet arktisk ingeniør fra DTU og har dertil en mini-MBA indenfor ledelse.
Omstillingsproces
Hans Ulrik Skifte skal ifølge Stine Bosse være med til at sikre, at Grønlands interesser varetages bedst muligt i forbindelse med udbygning af grøn energi, og de store nationale og internationale investeringer for at udvinde landets vedvarende energipotentialer.
– Vi er rigtig glade for og stolte over at kunne tiltrække Hans Ulrik til stillingen som ny direktør. Hans Ulrik kommer med en stærk faglig profil, solid ledelseserfaring, og forståelse for både hvordan man driver forretning og så kender han det politiske niveau, siger Stine Bosse, der var bestyrelsesformand i NunaOil og som er fortsat i rollen som formand for bestyrelsen i NunaGreen.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: