Nukissiorfiit: Slut med kundebetjening i 17 byer

Forsyningsselskabet Nukissiorfiit vil nu tvinge sine kunder i byerne til at benytte de digitale selvbetjeningsløsninger, som selskabet har udviklet. Den fysiske kundebetjening lukker nemlig ved udgangen af måneden i 17 byer.

- Bedre kundeservice og mindre bureaukrati, lyder budskabet fra Nukissiorfiit, der med nye digitale selvbetjeningsløsninger opnår en betydelig besparelse ved at lukke for den personlige betjening rundt om i landet.

I en pressemeddelelse hedder det, at ”med den øgede digitalisering af kundekontakten sikres kunderne en bedre betjening, og Nukissiorfiits ressourcer udnyttes bedre, og kan bl.a. bruges til at sikre omstillingen til vedvarende energikilder, som er en central målsætning for Naalakkersuisut og Nukissiorfiit”.

De digitale muligheder

Nukissiorfiit oplyser at det i efteråret vil blive muligt at modtage fakturaer pr. sms og at til- og afmelding af f.eks. vandkørsel også kan ske pr. sms. Dette sparer kunderne for fysiske at møde op på et Nukissiorfiit kontor og sparer samtidig administrationsomkostninger for Nukissiorfiit. Kunder der har en smartphone, får også nye muligheder bl.a. i form nye betalingsløsninger. Al til- og afmelding kan foregå digitalt via Sullissivik og er gratis, hvorimod det koster et gebyr at anvende de administrativt tungere manuelle blanketter, oplyser selskabet i meddelelsen.

Overgangen til de digitale løsninger vil give selskabet en reduktion i løbende omkostninger på 4,5 millioner kroner. Investeringen i de nye løsninger i form af it-udstyr og software er derimod kun løbet op i en halv million kroner.

Besparelse på 13 årsværk

- Vi har beregnet os frem til, at der vil være en besparelse på op til 13 årsværk, oplyser økonomidirektør Claus Andersen-Aagaard til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at den fysiske kundebetjening udfases den 31. august på selskabets bykontorer. Ændringerne træder dog ikke i kraft, når det gælder bygderne, hvor det fortsat vil være muligt at henvende sig fysisk og tale med en medarbejder.

- Vi er glade for at kunne tilbyde digitale løsninger til alle vores kunder, også selvom de ikke har en smartphone eller internetadgang, siger økonomidirektøren, der mener, at de nye digitale tilbud sikrer kunderne en nemmere hverdag.

Flere penge til grøn energi

- De planlagte ændringer betyder også mindre bureaukrati for både kunderne og Nukissiorfiit og der er det en løsning til gensidig gavn, mener Claus Andersen-Aagaard, der påpeger, at besparelserne sikrer, at selskabet får øgede ressourcer til en omstilling til vedvarende energi.

Powered by Labrador CMS