Nukissiorfiit med kæmpe underskud
Energi- og forsyningsselskabet tabte 153 millioner kroner i 2020.
Det selvstyreejede energi- og forsyningsselskab Nukissiorfiit er på hælene. Selskabet oplyser i en meddelelse, at det på trods af effektiviseringer har haft et underskud på 153 millioner kroner i 2020.
Nikussiorfiit peger på ensprisreformen, som én af årsagerne til den kuldsejlede økonomi:
- Nukissiorfiits økonomi har særligt siden ensprisreformens indførsel i 2018 været udfordret, men ikke alene af den årsag.
- I 2020 havde Nukissiorfiit underskud på salg af el i 63 ud af 68 byer og bygder, og for vand i 63 ud af 66 byer og bygder, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Direktør: Situationen er kritisk
Nukissiorfiits omkostninger er større end virksomhedens indtægter, og kan ikke sikre den tilstrækkelige økonomi til at vedligeholde anlæg, og står nu over for et stort efterslæb, hedder det videre, og derudover låner Nukissiorfiit flere penge af landskassen end den afdrager.
Nukissiorfiit henviser i øvrigt til, at Naalakkersuisut i februar godkendt en intern revision af økonomien. Undersøgelsen ventes færdig i løbet af sommeren.
Energidirektør Kaspar Mondrup kalder situationen kritisk:
- Nukissiorfiit står i en kritisk situation, hvor det er nødvendigt at rette op på økonomien hurtigst muligt. Hvis vi fortsætter på denne måde, vil regningen blive endnu større og forsyningssikkerheden vil falde. Dette vil vi ikke acceptere. Heldigvis har vi god dialog med vores ejere, Selvstyret, om problemets omfang. Alle er enige om at få løst problemet, siger Kaspar Mondrup.
Store nedskrivninger årsag til underskud
Nukissiorfiit kalder underskuddet strukturelt - i årsrapporten oplyses det, at selskabet skal gennemføre nedskrivninger af aktiver for 206 mio. kr..
- Ud af de 206 mio. kr., vedrører cirka en tredjedel 2020 regnskabet, imens resten vedrører 2018 og 2019 regnskaberne. Årsagen til de høje afskrivninger skal findes i realiseringen af de underskudsgivende investeringer, som Nukissiorfiit løbende foretager for at opretholde forsyningen af hele landet, skriver direktør Kaspar Mondrup i årsrapporten.