Nukiga ansætter direktør

Med en bevilling på 7,4 millioner kroner over fire år fra Erhvervsfremmestyrelsen i Danmark vil foreningen Nukiga øge aktiviteterne og bringe den gode historie om Grønland ud i Danmark og verden.

Morten Larsen vil som direktør for Nukiga bringe den gode historie om Grønland ud til danskerne.

Vi vil øge danskernes kendskab til Grønland ved at fortælle de gode historier der, hvor danskerne er – og så vil vi gerne give en håndsrækning til de grønlandske iværksættere, så de kan komme ud i verden.

Det fortæller den 38-årige Morten Larsen, som i foråret blev ansat som direktør i foreningen Nukiga, der med base i Aarhus er blevet kendt for at arrangere Spot-on-Greenland-turneerne med grønlandske musikere og de grønlandske erhvervsdage, som er en årligt tilbagevendende event for grønlandske iværksættere.

På finansloven

Nukiga blev oprindeligt stiftet som en aktivitet i Det Grønlandske Hus i Aarhus af direktør Jørn Holbech, men fra 1. april i år er initiativet blevet en selvstændig forening med egen bestyrelse. Det er sket, efter at Nukiga er kommet på finansloven med en samlet bevilling på 7,4 millioner kroner over fire år fra Erhvervsfremmestyrelsen.

Morten Larsen er foreløbigt den eneste ansatte i organisationen. Han har i øjeblikket travlt med at organisere Nukiga Erhvervsdage 2019, der foregår den 9. og 10. september. Han er godt kendt med konferencen, som han også organiserede sidste år som projektansat. Men der er også andre aktiviteter i støbeskeen.

- Vi vil etablere en mentorordning for de grønlandske iværksættere og etablere et virtuelt væksthus, der kan bringe dem ind i en international sammenhæng.

Flere koncerter på vej

Også på det kulturelle område vil Morten Larsen styrke Nukigas arbejde:

- Vi fortsætter med de kulturelle aktiviteter og møder. Det er også planen at fortsætte med Spot-on-Greenland, som vi gerne vil have ud i flere byer, ligesom vi vil være med til at sætte Grønland på skoleskemaet i de danske folkeskoler. Et centralt element i vores strategi er at bringe den gode historie om Grønland ud til danskerne, der hvor danskerne er og mødes, fortæller direktøren.

Morten Larsen stammer fra Danmark, men har boet i Qaqortoq for knap tyve år siden. Tidligere på året var han på en rundrejse i Grønland, hvor han besøgte Qaqortoq og Nuuk og deltog i GE’s Future Greenland-konference. Larsen er uddannet cand.mag. i dramaturgi og oplevelsesøkonomi.

Powered by Labrador CMS