Novo-millioner afsat til corona-projekter

Novo Nordisk Fonden har afsat 50 mio. kr. til projekter, der søger at afbøde de sundhedsmæssige konsekvenser af coronavirus-epidemien. Projekter i Grønland er også omfattet af puljen.

Novo Nordisk Fonden oplyser, at man kan søge om støtte til oplysningsmæssige, sociale og videnskabelige projekter, der skal afbøde coronakrisen.

For at komme i betragtning til støtte fra Novo Nordisk Fonden skal projekterne kunne igangsættes med det samme og skal samtidig være af en sådan karakter, at viden fra projekterne gøres tilgængelig og kan anvendes i lignende situationer i fremtiden.

- Vi står over for meget alvorlige sundhedsmæssige udfordringer. Vi håber, at vi med dette initiativ kan være med til at støtte op om håndteringen af effekterne af COVID-19-situationen til gavn for både enkeltpersoner og for samfundet som helhed,” siger Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden.

Hvad kan der søges til?

  • Oplysningsmæssige tiltag, der kan forbedre kommunikation til borgerne og vidensforståelse af den sundhedsmæssige håndtering af krisen.
  • Sociale tiltag, der skal imødekomme særlige sundhedsmæssige behov hos udsatte grupper i forbindelse med krisen.
  • Videnskabelige projekter, der tester nye behandlinger, teknikker/teknologier eller forebyggende tiltag, der med hurtig virkning kan benyttes til at håndtere sundhedssystemets udfordringer i den aktuelle situation.

Læs mere her, hvordan du søger pengene

Ansøgere kan ansøge fonden om op til 5 mio. kr. til et projekt. Der er ingen ansøgningsfrist, idet ansøgninger vil blive vurderet løbende, og grundet situationens alvor vil ansøgere få svar inden for 48 timer.

Hvem kan søge?

Ansøger skal være forankret på offentlige institutioner/myndigheder eller private ikke-for-profit organisationer (fx NGO’er) i Danmark, Færøerne og Grønland, der deltager i bekæmpelsen af coronavirus-epidemien.

Powered by Labrador CMS