Flytrafik
Norsaq strandet på ferieø
Airbussen er mandag forsinket efter et forlænget ophold på De Kanariske Øer. – Men nu ser tingene fornuftigt ud, forsikrer Air Greenlands flyvechef
En fejlmelding på teknikken i Air Greenlands Airbus er skyld i en del af de omfattende forsinkelser, som rammer flytrafikken i dag.
Air Greenlands Atlanterhavsfly var søndag på en charter-opgave for Apollorejser og ved afgangen fra den kanariske ø, Fuerteventura, lød meldingen i cockpittet på en fejl i teknikken.
Det oplyser Air Greenland til Sermitsiaq.AG.
- Flyet fik nogle tekniske problemer, som vi fik udbedret på stedet, fortæller flyvechef Jacob Nitter Sørensen.
Flyet var søndag klar at lette fra det spanske ferieparadis og flyve retur til København, men på grund af de flyve- og hviletidsbestemmelser, som gælder for flyets personale, måtte maskinen blive på jorden natten over.
- For at overholde reglerne var vi nødt til at vente med afgang til mandag morgen, fortæller flyvechefen fra Air Greenland.
Konsekvenser er, at hele tidsplanen nu er rykket, og GL779s forventede ankomst til Kangerlussuaq er nu 16.20 ifølge Air Greenlands hjemmeside.
- I øjeblikket er vi også udfordret af dårligt vejr på østkysten, men vi har rykket hele programmet og forventer at få det afviklet. Det ser fornuftigt ud, oplyser Jacob Nitter Sørensen og fortsætter:
- Og hvis det ikke skulle lykkes, får vi udbedret og samlet op i morgen.