Nordbodragter pakket ud
Udstillingen »Arktiske bønder« åbner den 22. juni på Nationalmuseet i Nuuk.
Der herskede en forventningsfuld stemning som var det juleaften, da fire konservatorer fra Danmarks Nationalmuseum i København under overværelse af arkæologer fra Grønlands Nationalmuseum &?Arkiv onsdag formiddag åbnede et stor trækasse i Nuuk.
I kassen, som var sejlet til Grønland ombord på inspektionsskibet »Ejnar Mikkelsen«, lå omhyggeligt indpakket fire mørke nordbodragter og dragtdele fra 1300- og 1400-tallet, som arkæologen Poul Nørlund udgravede på Herjolfsnæs syd for Nanortalik i sommeren 1921.
Dragterne skal indgå i udstillingen »Arktiske bønder«, »Issittumi Naasorissaasut«, som Grønlands Nationalmuseum &?Arkiv åbner i det røde pakhus Aalisakkerivik i Kolonihavnen i Nuuk tirsdag den 22. juni som endnu en udbygning af de permanente udstillinger.
– Nordbodragterne har været opbevaret i København i 89 år, men nu er udstillingslokalerne i Nuuk blevet indrettet, så de kan tilbyde de skrøbelige dragter den rette temperatur og luftfugtighed, siger konservator Anne Lise Schmidt fra Nationalmuseet i København til sermitsiaq.ag.
Nordboernes klædedragter, som nu er ført tilbage til Grønland i fuld enighed med Nationalmuseum i Danmark, omfatter en kjole, en strudhætte, en hose og en kalot. Til sammen giver de et godt indblik i moden i nordboernes Østerbygd for 600-700 år siden.