Gå til hovedindhold

Nødhjælp på vej til indlandsisen

Chancen for at overleve en nødlanding på indlandsisen bliver nu øget med 350 nødhjælpspakker, der stationeres i Kangerlussuaq og Keflavik

Nu er hjælpen et skridt nærmere, hvis et fly nødlander på indlandsisen.

Flyvevåbnet begynder fredag at flyve nyudviklede nødhjælpspakker til henholdsvis Keflavik og Kangerlussuaq, hvor de skal stå klar til at blive kastet ned til passagerer og besætningsmedlemmer på et nødstedt fly i Grønland, hvis uheldet er ude.

De nye nødhjælpspakker indeholder blandt andet overlevelsesdragter, GPS, liggeunderlag, tykke sokker, handsker, soveposer, kogegrej, nødblus og mad samt udstyr til at bygge en iglo.

Alt udstyret er mærket med piktogrammer og grafiske brugsanvisninger, så de nødstedte kan bruge dem uden forudgående kendskab til arktisk overlevelse.

Fem døgns overlevelse

Pakkerne er samlet på paller, som er klar til at blive kastet ned på indlandsisen – de såkaldte TEN-pack, som hver indeholder udstyr til at 10 personer – deraf navnet. Pakkerne sætter nødstedte i stand til at klare sig i op til fem døgn i det arktiske område.

Nødhjælpspakkerne er udviklet af Air Transport Wings nødudstyrsværksted på Flyvestation Aalborg i samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse. Udviklingsarbejdet har stået på i flere år, hvor pakkerne er blevet testet i forbindelse med øvelser på indlandsisen.

Der er i alt udstyr til, at man kan hjælpe 350 nødstedte i en operation.

Klar til brug

- Efter et krævende og udfordrende projektforløb er det en stor tilfredsstillelse for alle de medvirkende, at udstyret nu er en realitet og kan redde menneskeliv i fremtiden, hvis uheldet er ude, siger Peter Bakkestrøm, kaptajn og projektansvarlig på Flyvestation Aalborg.

Hjælpepakkerne vil stå færdigpakket og klar til at blive nedkastet med faldskærm fra hvilket som helst større militært transportfly. Et militærfly som det danske C-130 Hercules transportfly kan levere halvdelen af udstyret i et læs.

Udstyret skal fordeles mellem Kangerlussuaq i Grønland, hvor Flyvevåbnets Luftgruppe Vest holder til, og Keflavik på Island, hvor Iceland Coast Guard er behjælpelig med at opbevare udstyret. Udstyret vil stå til rådighed for Arktis Kommando, som i tilfælde af en nødsituation vil kunne tilkalde de nærmest egnede fly til at nedkaste udstyret.

Nødhjælpspakkerne er en del af Arktisaftalen, som det danske Folketing vedtog i 2016.

 

Biledtekster:

 

Credits:

1 og 5: ATW

2,3 og 4: Ida Birkemose/AK

 

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER