Gå til hovedindhold

Større overskud i Tele Greenland

Bestyrelsen i TELE Greenland A/S godkendte på sit møde den 13. april 2011 koncernens årsrapport for 2010

Koncernen opnåede i 2010 et samlet resultat før skat på 69,5 mio. kr. mod et tilsvarende resultat før skat i 2009 på 63,6 mio.kr., hvilket er en forbedring på i alt 5,9 mio.kr. eller 9 % vækst. Eksporten beløb sig i 2010 til 164 mio. kr. hvilket er en vækst på 13 % i forhold til 2009. Selskabet forventer at betale et udbytte på 32 mio. kr. til ejeren, Grønlands Selvstyre, oplyser Tele Greenland i en pressemeddelelse.

Forretningsområdet Tele tegner sig for et resultat før skat på 58,6 mio. kr. mod 57,9 mio. kr. i 2009, hvilket svarer til en vækst på 1,2 %. Nettoomsætningen steg med 6,5 % fra 638,7 mio. kr. i 2009 til 680,1 mio. kr. i 2010.

Søkablet

2010 er det første år, hvor Tele har den fulde økonomiske effekt af investeringen i søkablet, og desuden indgår omkostninger på 7 mio. kr. til reparation af det brud der var på søkablet i december. Selvom søkablet i 2010 nu belaster driftsudgifterne i fuldt omfang, er det alligevel lykkedes at opnå et resultat på linje med 2009.

Forventningerne til søkablets forretningsmæssige potentiale har været rigtige, og der ses en fortsat stigning i internetforbruget. Derfor har Tele i april 2011 introduceret nye internetprodukter og generelt sat priserne ned svarende til en besparelse for kunderne på 25 mio. kr.

- Tele er inde i en rigtig god udvikling, hvor vi både er i stand til at investere tungt i udbygning af nettet og samtidig give kunderne bedre kvalitet, højere kapacitet og lavere priser, siger bestyrelsesformand Agner N. Mark udtaler.

Posten

Forretningsområdet Post opnåede i 2010 et resultat før skat på 9,3 mio. kr. mod 7,9 mio. kr. i 2009. Det gode resultat er opnået til trods for en intensiv konkurrence på næsten alle kerneområder og fortsat faldende brev- og pakkemængder.

Bestyrelsesformand Agner N. Mark glæder sig over udviklingen i Post.

- Det er en kæmpe udfordring at udvikle en forretning med så store tab i volumen, men det er faktisk lykkedes for Post takket være tilpasning af omkostningerne, gennem effektiviseringer samt højere grad af automatisering og selvbetjening, siger formanden.

Årsrapporten og resultatet vil blive præsenteret for offentligheden på selskabets generalforsamling den 17. maj 2011.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER