Flere yngre børn bruger sociale medier

Flere og flere børn helt ned i 9-12-års alderen har en profil på Facebook eller på andre sociale medier.

Mange træffer ikke de fornødne foranstaltninger til at beskytte sig selv online, Foto: screenshot

De sociale medier er for længst blevet en fast del af europæernes hverdag. Men også flere og flere børn bruger Facebook og andre sociale netværkstjenester - uden at kende til beskyttelse af deres privatliv.

Det viser en ny rapport fra EU-Kommissionen og netværket EUKidsOnline.

38 procent af Europas 9-12 årige børn har en profil på et socialt netværk, mens det gælder 77 procent af de 13-15-årige. Især de hollandske børn er fremme i skoene, når det gælder børns tidligere brug af sociale medier.

70 procent af de hollandske børn i aldersgruppe 9-12 år siger, at de har en profil. Det gælder 87 procent af de 13-16-årige. Også de danske børns brug af sociale netværkstjenester ligger over EU-gennemsnittet.

58 procent af de 9-12-årige børn i Danmark har en profil på et socialt netværk, mens det gælder for hele 89 procent af de 13-16-årige.

Det bekymrer dog Neelie Kroes, EU-Kommissionens næstformand med ansvar for den digitale dagsorden, at undersøgelsen viser, at en fjerdedel af børnene har offentlige profiler, som alle har adgang til.

- Et stigende antal børn besøger de sociale netværk, men mange træffer ikke de fornødne foranstaltninger til at beskytte sig selv online.

- Alle sociale netværkstjenester bør derfor straks sørge for, at mindreåriges profiler automatisk kun kan besøges af deres godkendte lister over kontakter og uden for søgemaskinernes rækkevidde, lyder det fra EU-kommissæren.

Mange af de sociale netværk har allerede lovet EU-Kommissionen, at de ville styrke online-sikkerheden for børn under 18 år. Kommissionen vil inden længe kigge nærmere på, hvorvidt sikkerheden er blevet skærpet.

Det skriver Ritzau.

Powered by Labrador CMS