Landsforvist

Er overskriften på forsiden af den nyudkomne Hus Forbi

Ole Møller er på forsiden af Hus Forbi i marts. Foto: rth

De hjemløses avis Hus Forbi udkom i går med et stort forsidebillede af grønlandske Ole Møller med overskriften: Landsforvist på ubestemt tid. Et otte siders langt interview med blandt andet den nu prøveløsladte 66-årige Ole Møller fra den lukkede anstalt Herstedvester.

Kritik af det forældede retssystem i Grønland med interviews af politikere og embedsmænd samt langtidsindsatte og ansatte på Herstedvester kan også læses i marts udgaven af Hus Forbi, som har et oplag på 75.000.

- Siden 1958 har Grønland sendt sine farligste kriminelle til afsoning på ubestemt tid i Danmark. Når de kommer ud, føler de sig hverken som grønlændere eller danskere – og et liv på bunden af samfundet truer, skriver de hjemløses avis Hus Forbi, der i denne marts udgave har bragt tre artikler med interview af Ole Møller.

Til sommer løslader retssystemet med stor sandsynlighed et af de mennesker, der har tilbragt længst tid i et dansk fængsel. Den grønlandske langtidsfange Ole Møller har afsonet 36 år. Han har siddet i Herstedvester næsten uafbrudt siden Danmark trådte ind i EF, og USA trak sig ud af Vietnamkrigen. Nu skal han ud til Facebook og smartphones. Et helt voksenliv er gået bag murene.

Løsladelsen af Ole Møller kaster nyt lys på et mørkt hjørne af dansk og grønlandsk retsvæsen. I næsten 60 år har Grønland sendt sine farligste kriminelle ud af landet. Voldtægtsforbrydere og mordere får behandlingsdomme på ubestemt tid og bliver sendt til Statsanstalten ved Herstedvester. Mange har siddet der i 10-20 år. Denne praksis med at sende borgerne til afsoning flere tusinde kilometer hjemmefra – uden at vide, hvornår de skal hjem igen – er enestående for Grønland. Og den gennem årene mødt voldsom kritik fra både Danmark og udlandet, skriver Hus Forbi.

Powered by Labrador CMS