Kupforsøg mod Lene Espersen

En række konservative kredsformænd ønsker justitsminister Lars Barfoed, der i øjeblikket befinder sig i Grønland, som ny leder..

Oprøret ulmer. Lene Espersen kan hurtigt blive fortid som konservatid leder. Foto: Jens Dige/Polfoto

Konservative kredsformænd planlægger i dybeste hemmelighed at kuppe Lene Espersen og arbejder for at få en ny formand for partiet. De har ifølge B.T. henvendt sig til justitsminister Lars Barfoed og opfordret ham til at gøre sig klar til at tage magten i partiet.

Da det tidligere hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsk for seks uger siden efter 35 år forlod partiet, kaldte han Lene Espersen for et kæmpe problem og sagde, at hun mangler strategiske evner. En vurdering, der i mange kredse er acceleret siden, Lene Espersen som udenrigsminister udeblev fra et arktisk topmøde tilbage i foråret.

Lige nu lurepassers der fra alle sider, men flere kredsformænd udtrykker mistillid overfor partilederen, der i meningsmålinger ikke har formået at skaffe partiet flere stemmer end hendes forgænger Bent Bendtsen.

- Der er mange, der mener, at Lene skal ud af døren ved næste valg, og at vi skal finde en ny. Der bliver snakket rundt om i krogene, siger en konservativ kredsformænd fra Sjælland til B.T. og giver udtryk for skuffelse over, at der ikke sker nogen politikudvikling.

Desperationen er ifølge avisen så udbredt, at medlemmer af den konservative folketingsgruppe er begyndt at snakke om, hvem der skal tage over.

En enkelt skal ifølge B.T. have givet udtryk for, at det ikke skal være erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen.

Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen støtter tankerne om at afsætte Lene Espersen. Han har ifølge avisen peget på sig selv eller Lars Barfoed, som mulige afløsere.

Powered by Labrador CMS