Qeqqata var først med infoboards

Sermersooq er ikke den første kommune, som gør brug af elektroniske infoboards, fastslår kommunen.

Sisimiut var den første med infoboards. Foto: Leiff Josefsen

Sermersooq er ikke den første kommune, som gør brug af elektroniske infoboards. Det slår turismekonsulent Mads Pihl i Qeqqata Kommunia fast i en pressemeddelelse, efter at Kommuneqarfik Sermersooq i går i forbindelse med lanceringen af sit nye tiltag med elektroniske opslagstavler, hævdede at være den første på banen.

– Det daværende Sisimiut Kommune igangsatte i 2008 et infostander-pilotprojekt, som Qeqqata Kommunia i 2009 implementerede med otte infostandere på kommunekontorerne i Sisimiut, Kangerlussuaq, Itilleq og Sarfannguaq, skriver Mads Pihl.

.Derudover opsatte man infostandere på udvalgte steder i Sisimiut, så turister i alle fire byer og bygder også har adgang til elektronisk turistinformation.

Projektet var i øvrigt et samarbejde med Ini, som også ønskede elektronisk lejerservice bl.a. i bygderne.

Nu skal projektet udvides og Qeqqata Erhvervsråd arbejder på at etablere yderligere 12-13 standere i hele regionen, så alle kommunens byer og bygder har infostandere til borgerservice og turistinformation.

Dette vil igen ske i samarbejde med kommunen.

– Derudover er regionens infostandere forskellige fra Sermersooqs fordi man på InfoBoards kun kan se information fra én central kilde og derfor ikke kommunikerer men kun modtager oplysninger, mens infostanderne er beregnet til netbaseret kommunikation med både kommunen, Ini og regionens turistbranche, skriver Mads Pihl.

Powered by Labrador CMS