Vandkraftværk indvies i dag

Borgerne i Sisimiut får fremover ren energi fra landets næststørste vandkraftværk, der giver en millionbesparelse i olieforbruget

Borgerne i Sisimiut får nu al elektricitet fra det nye vandkraftværk. Foto: Knud Josefsen.

Her til formiddag - klokken kl. 10.30 – vil der være officiel åbning af Sisimiut vandkraftværk med deltagelse af repræsentanter fra blandt andre Inatsisartut, Qeqqata Kommunia, Nukissiorfiit, Pihl & Søn, Ístak og pressen.

Energidirektør Svend Hardenberg vil stå for hovedtalen ved indvielsen af vandkraftværket, som har kostet cirka 500 millioner kroner at opføre. Til gengæld er der ren energi og penge at spare på sigt. Når vandkraftværket tages i brug, overgår dieselelværket i Sisimiut til at være reserveanlæg. I 2008 brugte dette elværk i alt cirka 6.5 millioner liter olie, som nu erstattes af energi fra vandet i Tasersuaq. Med de nuværende oliepriser svarer det til en oliebesparelse på cirka 28 millioner kroner årligt.

Selve vandkraftværket – det næststørste efter vandkraftværket i Buksefjorden – er opført i bunden af Kangerlurarsuk Ungalleq 2. fjorden ved søen Tasersuaq 27 kilometer nord for Sisimiut. Fra søen er der blevet sprængt en næsten fem kilometer lang tunnel fra søen ned til en underjordisk kraftstation, som indeholder to 7.5 megawatt, MW turbiner. Værket vil være i stand til at forsyne alle husstande i Sisimut med el i de næste mange år.

Powered by Labrador CMS