Årets naturfoto er taget i Grønland

Billedet af to polarharehanner i hård kamp under parringstiden, med pelstotterne flyvende i luften, er kåret som årets bedste naturfoto af Naturama.

Dommerkomiteen begrunder sit valg med, at billedet rummer drama i en visuelt meget smuk belysning uden forstyrrende elementer. Den lave forårssol falder skråt ind forfra og afgrænser de kæmpende polarharer i en krans af gyldent lys. Foto: Morten Hilmer

Dommerkomiteen i Naturamas landsdækkende fotokonkurrence 'Skyd på Naturen' var ikke i tvivl. Af de mere end 500 indsendte billeder fra 109 fotografer var Morten Hilmers foto det bedste på tværs af de fire kategorier i konkurrencen. Morten Hilmer præmieres med et rejsegavekort til Limpopo Travel til en værdi af 20.000 kr.

Billedet er taget i 2008 i Nordøstgrønland. Her tilbragte Morten Hilmer tre måneder som kok på en vejrstation. I fritiden gik han på jagt i fjeldene med kameraet. På disse kanter er vejret den store udfordring. Det er svært at sidde stille i længere tid pga. de ekstreme kuldegrader, ofte ned til minus 30 grader.

- Morten Hilmer havde fulgt harernes adfærd i lang tid og vidste efterhånden, hvor han kunne finde dem og på hvilke tider af døgnet. Han placerede sig, så han havde den lave sol lige i ansigtet for på den måde at lave nogle spændende modlysbilleder.

- Han lå på maven og fotograferede en snehare, da han så en anden nærme sig. Morten krydsede de kolde fingre for, at der ville opstå tumult, og satte sin iso lidt i vejret for at få en hurtigere lukkertid. Solen gik ned, og lyset blev svagere. Fingre og tæer begyndte at blive lidt for kolde, men så skete der noget.

- Den ene hare gik pludselig til angreb på den anden og en heftig kamp udspillede sig mindre end 30 meter fra Morten. I løbet af få sekunder stoppede de igen, men det var tid nok til, at Morten Hilmer fik vinderbilledet i kassen, skriver politiken.dk.

Mortens billeder har været udstillet mange steder i Danmark, og i øjeblikket kan et af hans billeder ses på National History Museum i London.

Morten Hilmer er blandt andet kåret som 'Årets Danske Naturfotograf' i 2006 og 2009.

Powered by Labrador CMS